Fuldt stop for salg af alle former for alkohol til unge under 18 år.

Det var sammen med forslaget om et fremtidigt forbud mod salg af cigaretter til unge de suverænt mest omtalte forslag i Magnus Heunicke og regeringens udspil til en sundhedsreform.

»Der er skabt en kultur, en dårlig kultur, omkring vores unge mennesker, hvor vi ser, at når de starter på en ungdomsuddannelse, så skal de kaste sig ud i meget, meget vildt og ukontrolleret alkoholindtag med store drukaftener,« lød det fra Heunicke, da han præsenterede forslaget på et pressemøde i marts.

Lige nu er der forhandlinger om udspillet, men de forhandlinger har ikke rokket på SFs holdning.

»Vi er sådan set helt enige i, at der er et problem i forhold til unges drukkultur. Forbudshammeren er bare det helt forkerte værktøj at bruge, og så synes jeg i øvrigt at vi skal udvise langt mere tillid til vores unge,« siger partiets sundhedsordfører, Kirsten Normann.

Hun er i det hele taget  uenig med den grundlæggende præmis i regeringens forslag om den højere aldersgrænse.

SFs sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen og Enhedslistens Pernille Skipper.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
SFs sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen og Enhedslistens Pernille Skipper.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»For regeringen virker det til at handle meget om, at unge ikke trives fordi der er en dårlig kultur i forhold til druk, men det er langt mere nuanceret end det og ikke noget, vi tror kan løses med et forbud,« siger Kirsten Normann.

Uden SF er der ikke flertal for forslaget i Folketinget. Så selvom Enhedslisten og Radikale er med på at sætte aldersgrænsen op, er samtlige af de blå partier imod, og dermed ser det altså ikke ud til, at det kan blive til noget.

I dag kan børn og unge under 16 år købe alkohol med en alkoholprocent på under 16,5 som eksempelvis øl og vin. Man skal være over 18 år for at købe spiritus.

Magnus Heunicke kom uden efter præsentationen af sundhedsreformen på glatis, da han af TV2 blev bedt om at begrunde hvorfor, han i et interview på P1 havde sagt, at landets akutmodtagelser hver weekend bliver »oversvømmet med unge mennesker, der kommer ind med forgiftninger, fordi de har drukket for meget.«

Det billede kunne de dog ikke genkende hos en række af landets akutmodtagelser. Sundhedsministeren sagde efterfølgende, at han var »ked af at have brugt det billede.«