»Ja, jeg vil gerne indrømme, at det er hårdt arbejde at være sundhedsminister i denne tid.«

Sådan lyder det natten til fredag fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i et opslag om den nye genåbningsaftale af landet, som i løbet af nattetimerne er blevet præsenteret.

»Der er mange svære beslutninger, meget kritik og uendelig meget arbejde hver eneste dag,« skriver han og fortsætter:

»Men jeg nyder hvert sekund. Jeg giver alt, hvad jeg har i mig for at løse opgaven bedst muligt. Og jeg nyder særligt i dag, hvor vi har en bred politisk aftale i hus. Det er godt for hele Danmark, og det er jo det, vores arbejde handler om.«

Natten til fredag kunne han sammen med et bredt politisk flertal fortælle, at man har besluttet at genåbne mere af samfundet end ventet efter nedlukningen som følge af coronapandemien.

Blandt andet vil forsamlingsloftet blive hævet fra fem til ti personer indendørs og fra ti til 50 personer udendørs fra 21. april.

Samme dag – onsdag i næste uge – åbnes der for indendørs servering på restauranter med bordbestilling og fremvisning af coronapas. Sidste udskænkning er klokken 22.

»Vi er i en gunstig position i Danmark med smittetal i bero, lave indlæggelsestal og et vaccineprogram, der kører effektivt trods diverse udfordringer,« skriver Magnus Heunicke i sit opslag og fortsætter:

»Det er ikke nogen selvfølge, at vi er her netop nu. Det skyldes først og fremmest en kæmpe indsats fra alle danskere for at holde smitten nede, lade sig teste, spritte af, sige ja til vaccinen m.m. Tusind tak for det.«