Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) sagde det sådan set selv, da en ny genåbningsaftale natten til fredag blev præsenteret:

Genåbningen bliver større end ventet. Og det gør den, fordi vi har kontrol over smitten.

»Han kunne ligeså godt have sagt, at nu tror de ikke på de der dommedagsprofetier længere,« siger B.T.s politiske redaktør Henrik Qvortrup og tilføjer:

»Så nu siger jeg det for ham.«

Da den seneste store genåbningsaftale blev præsenteret, lød udregningen, at der her i midten af april ville være 870 indlagte med covid. Men der er altså kun 205 indlagte.

»Nu har vi efterhånden flere gange set, at de her fremskrivninger af, hvor galt det kommer til at gå, er meget overdrevne,« siger Henrik Qvortrup og fortsætter:

»Det er selvfølgelig glædeligt, at det går godt. Men så slipper man altså ikke afsted med at sige, at folk ikke kan sidde på en fortovscafé og drikker en kop kaffe uden coronapas.«

Henrik Qvortrup er alligevel overrasket over, hvor meget der nu bliver åbnet for.

»Oppositionen er lykkedes med at trække regeringen længere, end jeg havde troet,« siger han.

Er det en stor sejr til blå blok?

»Hvis man ser på, hvad regeringen kom med på forhånd, så forekommer det mig, at blå blok fik trumfet mest igennem. Med til historien hører også bare, at regeringen ikke længere kan slippe afsted med at sige 'No way, det vil vi ikke – vi står midt i en epidemi,'« siger Henrik Qvortrup.

Han mener, at politikerne godt har fanget, at folkestemningen er ved at tippe. Tålmodigheden er sluppet op.

Det kom ikke mindst til udtryk, efter Mette Frederiksen tirsdag i Folketinget fik svaret, at vi måske stadig skulle have restriktioner, selv når alle var vaccineret.

»Der, tror jeg, reaktionen fra befolkningen kom lidt bag på regeringen. Nu stopper festen,« siger han og fortsætter:

»Så den her coronatræthed, der bliver talt om, den så vi slå igennem politisk i aften.«