»Nu må man forvente, at handling følger ord.«

Så klar er meldingen fra B.T.s politiske redaktør Henrik Qvortrup til Mette Frederiksen, efter to kvinder fredag står frem i Jyllands-Posten og fortæller, at de er blevet seksuelt krænket af Københavns overborgmester Frank Jensen (S).

»Det pinagtige i den her sag er, at Socialdemokratiet tilsyneladende har været orienteret om det, og det belaster toppen. Det harmonerer meget dårligt med en statsminister og partiformand, der har erklæret kamp mod sexisme og krænkelseskultur,« siger Henrik Qvortrup.

Frank Jensen har i et opslag på Facebook undskyldt over for de to kvinder og understreger samtidig, at ansvaret ene og alene hviler på ham.

Men det ændrer ikke på, at sagen nu er endnu en i rækken af sexisme- og krænkelsessager, der rammer Socialdemokratiet.

»Hvis man lægger forløbet omkring Jeppe Kofods sag fra 2008, som Mette Frederiksens forsøgte at dysse ned i 2008, samt B.T.s historier om krænkelser begået af en DSU-formand til, så tegner der sig et billede af en statsminister, hvor handling ikke følger ord.«

»I hvert fald ikke, når det handler om folk, der er tæt på hende selv.

Sagen om Frank Jensen kommer i kølvandet på en uge, hvor De Radikale i den grad har været 'talk of town'. Her var det den nu tidligere partiformand Morten Østergaard, der har krænket en håndfuld kvindelige medlemmer af partiet.

»Alle snakker om De Radikale, men nu fornemmer man, at pilen også peger i andre retninger. Med Jyllands-Postens historie i aften er det klart, at pilen peger mod Socialdemokratiet og mod partiformanden selv,« siger Henrik Qvortrup.