Henriette Ergemann trækker sig som næstformand i Nye Borgerlige efter blot to uger på posten.

'Den seneste uge har været sindssyg hård for mig, min familie og for det parti, jeg holder så meget af,' skriver hun på Facebook og fortsætter:

'Jeg er en holdspiller ind til benet, og det sidste, jeg ønskede, var at skade partiet, og at nogle gamle udtalelser står i vejen for det vigtige arbejde, vi har for et friere Danmark.'

'Den kamp er langtfra slut, og den slipper jeg på ingen måde, tværtimod. Beslutningen er min, og jeg er ikke blevet væltet af hovedbestyrelsen, hvilket slet ikke er muligt, da jeg er valgt af medlemmerne. Dog vil jeg ikke lægge skjul på, at presset fra medierne har været massivt og ødelæggende for mig.'

Henriette Ergemann blev valgt som næstformand i Nye Borgerlige 7. februar. Men allerede dagen efter bragte B.T. en række opsigtsvækkende holdninger og kommentarer, som Ergemann tidligere har skrevet på sociale medier.

Ergemann har for eksempel skrevet, at hun har oplevet blødningsforstyrrelser, når hun var i nærheden af personer, der havde fået covid-19-vaccinen.

Derudover har Ergemann skrevet, at »vaccinerne ikke virker« og har skadet »mange tusinde« mennesker.

Kommentarerne har dog også været meget personlige. Hun har for eksempel kaldt Karen Hækkerup (S) for en »sindssyg kælling,« som skal »i fængsel for mord på uskyldige børn.«

Også daværende sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fik en tur i Ergemanns maskine. Hun skrev, at hun håbede, at Magnus Heunickes datter ville få saltvand i stedet for en vaccine mod corona.

B.T. har også tidligere afdækket, at politikere i Nye Borgerlige var bekymrede for Henriette Ergemanns udtalelser på sociale medier. Derfor iværksatte partiet en gennemgang af hendes opslag for at slette de mest kontroversielle, før hun kunne stille op til folketingsvalget sidste år.

På trods af det var der altså stadig problematiske opslag at finde på hendes Facebook-profil.

Og nu er Ergemann selv kommet frem til, at de gamle udtalelser på sociale medier står i vejen for partiets arbejde.

'Jeg ser nu fremad og fortsætter selvfølgelig i partiet og med mit arbejde i kommunalbestyrelsen og opfordrer alle til fortsat at bakke op om mit og Nye Borgerliges arbejde,' skriver Henriette Ergemann på Facebook.

Hun efterspørger nu ro.