»Rasmus, du er så velkommen til at få sommerfugleterapi hos mig. Jeg har en ledig tid kl. 15.«

Hella Joof er iført en hvid kittel, da hun foran Stram Kurs' telt ved Folkemødet på Bornholm tilbyder sin helt særlige terapi til Rasmus Paludan, den racismedømte leder af det indvandrerkritiske parti.

»Det er en meget blid terapiform målrettet politikere, hvor jeg løser et problem, de har. Det skal være et problem, som Paludan mener er vigtigt,« forklarer hun.

Terapien foregår i et højt lilla telt, pyntet med sommerfugle og lyskæder indvendigt.

Rasmus Paludan fotograferet ved Folkemødet på Bornholm med filminstruktør Hella Joof.
Rasmus Paludan fotograferet ved Folkemødet på Bornholm med filminstruktør Hella Joof. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Det er et kærlighedsrum, og alle skal sende kærlighed op på scenen,« siger Hella Joof.

Terapi eller ej – Rasmus Paludan har ingen planer om at stoppe sine kontroversielle demonstrationer med bl.a. koranafbrændinger de kommende år.

»Det er der ingen tvivl om,« siger han foran sit telt, hvor en gruppe unge drenge på skift tager en selfie med partilederen. De kender ham fra YouTube, hvor han viser sine videoer af demonstrationerne.

Politiets høje udgifter til at beskytte Rasmus Paludan mod trusler har vakt opsigt, men nu er han klar på at stoppe sine demonstrationer på én betingelse.

Især unge drenge vil gerne tale med Rasmus Paludan ved Folkemødet i Allinge på Bornholm.
Især unge drenge vil gerne tale med Rasmus Paludan ved Folkemødet i Allinge på Bornholm. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Jeg har et tilbud til rigspolitichefen (Jens Henrik Højbjerg, red.). Hvis du går frem offentligt og erkender, at vi ikke har kontrol med Vollsmose, hele Aarhus Vest, Blågårds Plads og Mjølnerparken, så skal jeg nok holde mig fra de steder i et halvt år, så I får tid til at få kontrol med det igen.«

Rigspolitiet skønner, at der i år frem til den 5. juni er brugt cirka 100 mio. kr. på politiindsatsen omkring folketingsvalget, hvoraf en væsentlig del af omkostningerne vedrører Stram Kurs.

Det er vel at mærke eksklusive oparbejdet overarbejde og udgifter til de PET-livvagter, der konstant følger Rasmus Paludan.

Hvorfor mener du, at det er det værd, og at skatteborgerne skal betale for det?

»Det er da åbenlyst værd at betale for, at demokratiet kan bestå. Hvis ikke jeg er beskyttet på grund af det, jeg siger, så har vi ikke demokrati længere. Så jeg kan ikke se, at der skal være en øvre grænse for det,« siger Paludan.

Han fortæller, at politiet mindst tre gange under valgkampen har forklaret ham, at der var en konkret trussel mod ham, og at han skulle holde sig væk fra det pågældende område.

Ved Hella Joofs terapitelt får Radikale Venstres Ida Auken torsdag eftermiddag hjælp til at håndtere sin bekymring for klimaet.

Hun kan godt anbefale terapien til Rasmus Paludan, der ikke formåede at blive valgt til Folketinget.

»Det vil være godt for ham, han har brug for noget kærlighed.«

Hella Joof hjælper Ida Auken med at håndtere sin angst for klimaets tilstand.
Hella Joof hjælper Ida Auken med at håndtere sin angst for klimaets tilstand. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Men Hella Joof venter forgæves på Stram Kurs-lederen foran teltet.

Paludan møder ikke op kl. 15, men står i stedet og kaster rundt med en koran og bruger dens sider til at pudse næse foran Stram Kurs' telt.

»Rasmus er også velkommen fredag. Jeg tror lige, jeg skriver til ham,« siger Hella Joof.

Rasmus Paludan foran Stram Kurs' telt.
Rasmus Paludan foran Stram Kurs' telt. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere