Kommentarfeltet på statsminister, Mette Frederiksens (S), Instagram bliver for tiden oversvømmet af tusindevis af mærkelige kommentarer.

Uanset om opslagene handler om brunsviger, Pride eller klimapolitik, bliver der i kommentarfeltet stort set kun skrevet om én mand.

Nemlig Paul Watson, en kendt miljøaktivist, der netop nu sidder varetægtsfængslet i Grønland.

Watsons tilhængere har orkestreret en decideret kampagne, hvor de forsøger at lægge pres på Grønland og Danmark ved blandt andet at skrive på sociale medier.

Med kommentarer som »Free Paul«, »Boycott Denmark« og »Shame on Denmark« opfordrer en lang række udenlandske Instagrambrugere således Grønland og Danmark til at løslade Paul Watson.

Paul Watson blev anholdt den 21. juli i Grønlands hovedstad Nuuk på baggrund af en arrestordre fra Japan, der ønsker at få udleveret den 73-årige aktivist.

Årsagen er, at Paul Watson angiveligt skulle have overfaldet en gruppe japanske hvalfangere på Antarktis i 2010 og dermed forhindret dem i at lave deres arbejde.

Her ses kommentarfeltet til Mette Frederiksens seneste opslag på Instagram.
Her ses kommentarfeltet til Mette Frederiksens seneste opslag på Instagram. Screenshot

Selv mener Watson, der er kendt for sin aktivisme rettet mod hvalfangst, at han er uskyldig.

Japan har sendt en anmodning til Danmark om at udlevere Watson. Det er Justitsministeriet, der skal tage stilling til, hvorvidt Paul Watson skal udleveres til Japan.

Watsons tilhængere skriver derfor også på justitsminister Peter Hummelgaards (S) Instagramprofil, ligesom de også opfordrer til at skrive på Kongehusets Instagramprofil, hvor de Paul Watson-relaterede kommentarer dog tilsyneladende bliver slettet løbede.

Hverken Statsministeriet eller Justitsministeriet har ønsket at kommentere sagen overfor B.T.