Paul Watson skal være tilbageholdt i Nuuk frem til 5. september, har Grønlands Landsret tirsdag afgjort.

Grønlands Landsret har tirsdag stadfæstet Retten i Grønlands beslutning om at tilbageholde miljøaktivist Paul Watson.

Det oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse tirsdag.

Watson blev anholdt i Nuuk i Grønland 21. juli på baggrund af en arrestordre fra Japan og varetægtsfængslet dagen efter.

15. august var der retsmøde om hans fortsatte varetægtsfængsling. Her afgjorde en dommer, at han fortsat skal være tilbageholdt.

Den beslutning blev kæret til Grønlands Landsret, der tirsdag har blåstemplet varetægtsfængslingen.

Han er tilbageholdt frem til 5. september i Anstalten i Nuuk.

Japan ønsker at få 73-årige Paul Watson udleveret på baggrund af en hændelse i Antarktis i 2010, hvor japanske hvalfangere var i færd med at fange og dræbe hvaler.

Myndighederne i Japan mener, at den canadisk-amerikanske miljøaktivist overfaldt hvalfangerne og forhindrede dem i at lave deres arbejde.

Japan har sendt en anmodning til Danmark om at udlevere Watson. Det er Justitsministeriet, der skal tage stilling til, hvorvidt Watson skal udleveres til Japan.

Watson er medstifter af Greenpeace, som han ikke længere er en del af, og stifter af organisationen Captain Paul Watson Foundation.

Da der i sidste uge var retsmøde om den fortsatte tilbageholdelse af Paul Watson, argumenterede anklagemyndigheden ifølge det grønlandske medie Sermitsiaq.AG for, at varetægtsfængslingen burde forlænges, så Justitsministeriet har tid til at vurdere, om Watson skal udleveres til Japan.

Watsons forsvarere argumenterede for, at der slet ikke bør ske udlevering af Watson.

De havde på forhånd varslet, at de ville fremlægge videomateriale, der ifølge dem beviser, at der ikke er hold i den mest alvorlige anklage mod Watson.

Anklagen handler om, at Watson ifølge japanske myndigheder har gjort skade på en anden person, og det kan straffes med op til 15 års fængsel i Japan.

Dommeren tillod dog ifølge Sermitsiaq.AG ikke, at videoen blev vist, efter at anklagemyndigheden argumenterede for, at det ikke ville kunne afgøres, om videoklippet var blevet manipuleret.

Watson selv erklærer sig uskyldig i alle anklager, og mener, at Japan er ude på at hævne sig mod ham.

Julie Stage, der er blandt Paul Watsons forsvarer, oplyser efter afgørelsen fra Grønlands Landsret, at Watsons advokater vil ansøge Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at indbringe tilbageholdelsen for Højesteret.

/ritzau/