Dansk Folkparti mener, det var hærværk, da Enhedslisten med spraymaling markerede, hvor der var behov for flere cykelstier i Aalborg.

Hvis du har cyklet igennem Reberbansgade i det centrale Aalborg, ved du, at det kan føles som om, det er med livet som indsats. Derfor markerede Enhedslisten med kridt på vejen, hvor de blandt andet gerne så, at der var en cykelsti i byen – og det mener Kristoffer Hjort Storm fra DF altså er ulovligt.

Den opfattelse deler Lasse P. N. Olsen fra Enhedslisten dog ikke.

»Jeg havde nok ikke regnet med, at det skulle blive meldt til politiet,« forklarer han til B.T. i Aalborg og fortsætter:

»Vi var tre af sted for at markere de steder, hvor vi selv synes, det er ubehageligt at cykle eller være fodgænger. Idéen kom fra Aarhus, hvor de for år tilbage lavede noget tilsvarende. Her blev vi opmærksomme på, at man kan få kridt på spray, som er tilsvarende den, som fodbolddommerne bruger, og den forsvinder, når det regner, og derfor kan jeg ikke se, hvordan det kan være ulovligt.«

Enhedslisten fik lavet en cykelskabelon med et Ø som bahgjul, og denne cykel har altså kunne spottes flere steder i Aalborg i løbet af mandag og tirsdag for at gøre opmærksom på strækninger i Aalborg, som kan være ubehagelige at cykle på.

Det er dog ikke politikernes opgave, lyder det fra Kristoffer Hjort Storm fra Dansk Folkeparti, som fortsat har planer om at kontakte politiet.

»Der er en grund til, at vi har færdselsregler. Vi skal lade det være op til trafikingeniører at vurdere, hvor det giver mest mening, at man laver cykelstier,« forklarer han.

Sådan se det ud, da Enhedslisten markerede på vejen, hvor de blandt andet ønsker cykelstier henne i Aalborg.
Sådan se det ud, da Enhedslisten markerede på vejen, hvor de blandt andet ønsker cykelstier henne i Aalborg. Foto: Lasse P. N. Olsen
Vis mere

Tidligere kunne B.T. i Aalborg fortælle, at Aalborg er den farligste by at cykle i – og også den by, hvor der bliver cyklet mindst.

Derfor indgik Socialdemokratiet, Venstre, Enhedslisten, Det Radikale Venstre og De Konservative et budgetforlig for 2022 tilbage i september, hvor der blandt andet er afsat 60 millioner kroner til ekstra cykelstier.

»Det er absolut en start, at der er blevet afsat flere penge til cyklisme. En ting er, at der ikke er særlig mange cykelstier i Aalborg, men der er heller ikke særlig brede cykelstier. 15 millioner om året de næste fire år er en start, men vi er ikke i mål,« siger Lasse P. N. Olsen.

Det er heller ikke ønsket om bedre og flere cykelstier, som Krisoffer Hjort Storm ser et problem ved.

»Det er måden, de gør det på. Det kan ende med at forvirre både cyklister og bilister, når de tegner på vejen, og der kan opstå en potentiel farlig situation. Jeg er sikker på, der findes andre måder at gøre opmærksom på flere og bedre cykelstier,« lyder det fra Kristoffer Hjort Storm.

Enhedslisten garanterer dog ikke, at der kommer flere lignende tiltag fra deres side.

»Jeg vil ikke udelukke, at vi igen vil tegne flere streger på vejen for at gøre opmærksom på, hvor der eksempelvis mangler fodgængerovergange.«