Flere grønlandske toppolitikere reagerer nu på udtalelser fra en tidligere Donald Trump-rådgiver, der siger, at USA ikke stoler på et fremtidigt selvstændigt Grønland.

Udtalelserne bliver mødt med kulde i Grønland, hvor flere afviser at spekulere i amerikanske bekymringer om et selvstændigt Grønland.

Naleraq-leder Pele Broberg skriver kortfattet i en sms til B.T.:

»Er ikke interesseret i at deltage. Jeg tager ikke del i gætterier, men udelukkende fakta.«

Der er tale om den tidligere stabschef under Trump Alexander B. Gray, der i et eksklusivt interview med B.T. tager bladet fra munden.

Han fortæller, at et fremtidigt selvstændigt Grønland udgør en sikkerhedsrisiko, som USA ikke vil tage chancen med.

I et eksklusivt interview med B.T. fortæller Donald Trumps tidligere stabschef i det nationale sikkerhedsråd i Det Hvide Hus nu, hvorfor Trump er så stålfast omkring Grønland.
I et eksklusivt interview med B.T. fortæller Donald Trumps tidligere stabschef i det nationale sikkerhedsråd i Det Hvide Hus nu, hvorfor Trump er så stålfast omkring Grønland. Foto: Alexander Grays Facebook.

Det er derfor, at Trump siger, at han har brug for Grønland.

Ifølge den tidligere Trump-rådgiver, så har den amerikanske administration nemlig ingen tillid til, at et selvstændigt Grønland, vil kunne modstå pres fra Kina og Rusland.

Eller for den sags skyld respektere den forsvarsaftale, som Danmark og USA indgik i 1951.

En forsvarsaftale, der formelt set giver amerikanerne massiv mulighed for at øge deres militære tilstedeværelse i Grønland.

»På den lange bane er jeg alvorligt i tvivl, om grønlænderne vil overholde den. Det kan vi ikke sætte amerikansk national sikkerhed på spil over,« siger han til B.T.

Det er da også svært at få et klart svar på, om et fremtidig selvstændig grønlandsk regering til respektere aftalen.

B.T. har i flere dage forsøgt at få Grønlands udenrigsminister Vivian Motzfeldt og formand for Grønlands regering Jens-Frederik Nielsen i tale.

De er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

(Arkiv-foto) Mute Bourup Egede fra Inuit Ataqatigiit og Erik Jensen fra Siumut under valgdebat i Nuuk, Grønland.
(Arkiv-foto) Mute Bourup Egede fra Inuit Ataqatigiit og Erik Jensen fra Siumut under valgdebat i Nuuk, Grønland. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det er politiker og tidligere formand for regeringspartiet Siumut Erik Jensen til gengæld.

Han er en af dem, der for alvor har forsøgt at sætte skub i selvstændigheds-processen. Men heller ikke her er der nogen afklaring at hente.

»Jeg har ikke lyst til at kommentere scenarier på baggrund af rygter,« siger Erik Jensen til B.T. 

Men kan du forstå, at udsigterne til et selvstændigt Grønland kan udløse bekymring?

»Jeg kan ikke udtale mig på baggrund af udtalelser fra enkeltpersoner. Det er en svær situation, vi er i, hvor noget bliver sagt i dag og noget andet i morgen.

Hvad med personligt - mener du selv, at Grønland skal overholde forsvarsaftalen fra 1951, hvis I bliver selvstændige? 

»Jeg vil ikke forholde mig til nogle hypotetiske spørgsmål,« fastholder Erik Jensen.

Han tilføjer:

»Det er vigtigt at pointere, at vi ikke er dumme. Vi ved helt nøjagtigt hvilke brikker, vi skal spille på. Vi kan ikke købes eller narres.«

Erik Jensen tilføjer dog, at han faktisk ikke har tilstrækkelig klarhed over, hvad der præcist står i forsvarsaftalen.

»Vi har efterspurgt, hvad det er, Danmark får ud af aftalen. For lige nu er det eneste, vi ved, det, vi kan Google os frem til.«

Men det grønlandske selvstyre var jo selv med til at underskrive en fornyelse af aftalen tilbage i 2004?

»Det, der er vigtigt, det er, at vi skal vide, hvad der er op og ned i aftalen, for den handler om Grønland. Men vi har ikke været inddraget i processen,« siger Erik Jensen.

Dén køber Naleraq-politiker Kuno Fencker dog ikke.

»Begge aftaler og de begrænsninger, som er aftalt ved ændringen i 2004, er offentligt tilgængelige.«

Kuno Fencker vil derudover hverken »kommentere på en tidligere stabschefs holdninger,« eller svare på, om han vil overholde aftalen.

Dermed står et centralt spørgsmål fortsat ubesvaret hen:

Hvad der konkret vil ske med den vitale forsvarsaftale fra 1951, hvis Grønland en dag står helt på egne ben?

Følg med i B.T.s liveblog om situationen mellem Danmark, Grønland og USA HER.