De to kommunalpolitikere mener ikke selv, de går mod partiets linje, alligevel kritiserer de deres eget partis ønske om at droppe udenlandske studieture for kommunens politikere.

»Vi har ikke fået noget at vide om forslaget. Det er ikke for at skabe splid, men jeg er uenig i forslaget,« siger Cecilie Winther Kristensen.

Kritikken kommer både fra hende og Lars Vestergaard, der er henholdsvis nummer to og tre på DFs kandidatliste i København. De har selv henvendt sig til B.T. efter at have læst artiklen med DF-kandidat Cheanne Nielsens forslag om studieture.

Et forslag, som de to andre DF-kandidater er dybt uenige i, fordi de modsat Cheanne Nielsen mener, at man i høj grad får noget ud af udenlandske studieture.

»Vi skal lære af hinanden. For eksempel er Holland vildt langt fremme på demensbehandling og bosteder til demente, og når de fine resultater skaber livsglæde og trivsel hos ældre med demens, så skal vi søreme lære af det hurtigst muligt. Studierejser er en del af det at dygtiggøre sig. Et værktøj, som politikerne kan bruge til at blive de bedste politikere for borgerne,« siger Lars Vestergaard til B.T.

Han bakkes op af Cecilie Winther Kristensen, der mener, at studieture er en læringsproces for de kommunale politikere:

»København skal gå forrest på klima, miljø og trafik, og vi skal søge inspiration fra andre byer i Europa. Politikere fra andre byer kommer jo også rejsende til København, fordi vi er forrest på nogle andre områder,« siger Cecilie Winther Kristensen.

Men Cheanne Nielsen mener det stik modsatte. Hun mener, at det er alt for dyrt, men også at man lige så godt kan søge inspiration i udlandet hjemme fra kontoret.

I stedet så hun gerne, at kommunalpolitikerne i København besøgte lokaludvalgene og flere institutioner for at komme tættere på borgerne. Men ifølge Lars Vestergaard gør politikerne allerede det:

»Det er at sparke en åben dør ind.«

Forslaget fra Cheanne Nielsen er dog blevet taget positivt imod fra DFs spidskandidat i kommunen, Finn Rudaizky. Han bakker op om forslaget og vil snarligt fremsætte det.

Cecilie Winther Kristensen, i en mail til B.T. skriver du, at det ikke er korrekt, at DF vil stoppe udenlandske studieture, men Finn Rudaizky vil fremsætte forslaget for budgetkredsen på det næstkommende møde. Kan du ikke lige forklare det?

»Vi har ikke haft vendt dette forslag ved gruppemødet. Det er sådan, at vi ikke rigtig får noget at vide.«

Hvilke overvejelser har du gjort dig om, at du nu går mod Finn Rudaizky, som er DFs spidskandidat?

»Jeg går ikke mod. Det er en replik til forslaget, og det er ærgerligt, at vi andre på listen ikke bliver inddraget.«

Hvordan er det 'ikke at gå imod', når i kritiserer forslaget over for mig?

»Det er det ikke, når man siger sin mening. Det er en replik.«

Hvad er forskellen?

»Nu må jeg sige ligesom Mette Frederiksen, at det er svært at svare på, for det er meget teknisk. Men der er andre veje end hendes (Cheanne Nielsens, red.) mening.«

Men I er uenige i forslaget?

»Nu skal du snart snakke med Lars. Jeg synes, du er meget hård, og at jeg formulerer mig meget klart,« siger Cecilie Winther Kristensen.

Lars Vestergaard, når I nu går ud og siger, at I gerne vil beholde udenlandske studieture, så går I jo imod et forslag, som Finn Rudaizky har tænkt sig at fremsætte. Hvad tænker du om, at I er kritiske over for jeres eget partis forslag?

»Det er helt normalt. Der er højt til loftet i Dansk Folkeparti. Vi må gerne have forskellige meninger.«

Er det ikke at gå imod sit eget parti?

»Der er højt til loftet, og det skal der være. Da det ikke er noget, vi har talt om i gruppen, bliver vi nødt til at give vores mening til kende og gøre vælgerne opmærksom på, at vi skal være de bedste, klogeste og dygtigste.«

Hvorfor går I egentlig til pressen i stedet for at tage den i gruppen?

»Vi vil gerne gå forrest som politikere og finde den bedste løsning til borgerne.«

At henholdsvis kandidat nummer to og tre på listen, Lars Vestergaard og Cecilie Winther Kristensen, er uenige med spidskandidaten, tager Finn Rudaizky ikke så tungt.

»Det har jeg ikke noget problem med, de er jo ikke valgt. På et tidspunkt skal man træffe en beslutning, og vi har en ordning med, at de, der er valgt, beslutter politikken. Så hvis Lars Vestergaard og Cecilie Kristensen bliver valgt, og de skal sidde på rådhuset, så bestemmer de. Er det Cheanne og mig, så har vi forskellige synspunkter, og det er også fint,« siger Finn Rudaizky.