Fortørnede over gæld på ned til 1 øre: 'Tramper på almindelige mennesker'
Der er stor harme i Folketinget over, at borgere opkræves helt ned til 1 øre.

Der er stor harme i Folketinget over, at borgere opkræves helt ned til 1 øre.


'Helt skørt'. 'Giver ingen mening'. 'Skriger til himlen'.
Det vækker stor harme på Christiansborg, at der pålægges borgere en restgæld på meget små beløb.
Birgitte Nymann har fortalt om, hvordan hun fik en besked fra Gældsstyrelsen om, at hun havde en gæld på 58 øre, der blev fratrukket de penge, hun skal have tilbage i Skat.
Og Malene Svane Jensen har berettet, hvordan hun pludselig fik besked om, at hun havde en gæld på 1 øre - og der fulgte renter med, hvis ikke restgælden blev betalt.
»Det giver ingen mening. Vi mener selvfølgelig, at der bør være en bagatelgrænse. Det andet er spild af skattekroner og borgernes tid,« siger Frederik Bloch Münster, der er skatteordfører for De Konservative.
»Skattesystemet er i forvejen alt for kompliceret, og det gør det kun mere kompliceret, at vi har folk til at sidde og ulejlige borgerne for småbeløb,« tilføjer han.

Dansk Folkepartis politiske ordfører, Peter Kofod, ryster på hovedet.
»Det lyder helt skørt. Det er altså at trampe på almindelige mennesker, at skattevæsenet tæller i ører,« siger han.
Danmarksdemokraternes skatteordfører, Hans Kristen Skibby, er enig.
»Det er helt besynderligt og skriger til himlen, at der opkræves så små beløb,« siger han.
Partierne vil meget gerne spørge den fungerende skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) om, hvad der bruges af ressourcer på både at sende restskatterne til borgerens e-Boks samt bruge tid på spørgsmål.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Ane Halsboe-Jørgensen, men meldingen fra Skatteministeriets presseafdeling, er, at de ikke kan skaffe det, så længe der forhandles om en ny regering.