Forsvarsminister Trine Bramsen uddyber nu det folketingssvar om ufoer, som hun torsdag gav den konservative forsvarsordfører Niels Flemming Hansen.

Trine Bramsen anerkender, at amerikanerne har observeret flyvende fænomener, som de ikke kan forklare hvad er. Altså ufoer.

»Personligt tror jeg ikke på ufoer som vi ser dem på film. Men der HAR været nogle hændelser, som det amerikanske forsvar ikke har kunne forklare,« skriver Trine Bramsen i en skriftlig kommentar til B.T. og fortsætter:

»Det forholder det danske forsvar sig helt rutinemæssigt til, og konklusionen er, at der ikke er observeret noget i Danmark. Så når Forsvaret bruger ordet »teoretisk sikkerhedsrisiko«, må det nok tolkes som et usandsynligt scenario,« skriver ministeren.

Forsvarsminister Trine Bramsen anerkender, at man i USA har observeret flyvende objekter, som ikke umiddelbart kan forklares.
Forsvarsminister Trine Bramsen anerkender, at man i USA har observeret flyvende objekter, som ikke umiddelbart kan forklares. Foto: KENZO TRIBOUILLARD
Vis mere

Det amerikanske forsvarsministerium Pentagon offentliggjorde i juni måned i år en rapport, hvor man redegjorde for talrige observationer af såkaldte »unidentified aerial phenomenon« - forkortet UAP - som man havde gjort sig gennem årene.

Der var tale om 143 tilfælde, hvor man havde observeret flyvende fænomener, som man ikke kunne identificere og forklare.

I adskillige af tilfældene var der tale om faste objekter, som bevægede sig mod vindretningen med hastigheder og på måder, som man ikke med kendt teknologi kan gøre efter.

Amerikanerne mener også, at disse fænomener udgør en sikkerhedsrisiko, da man i sagens natur ikke ved hvad man har med at gøre. Fænomenerne har dog aldrig optrådt decideret fjendtligt.

Et still-billede fra et amerikansk jagerflys videooptagelse af et af de uidentificerede flyvende objekter, som USA nu anerkender at man observerer og tager alvorligt som en mulig sikkerhedsrisiko.
Et still-billede fra et amerikansk jagerflys videooptagelse af et af de uidentificerede flyvende objekter, som USA nu anerkender at man observerer og tager alvorligt som en mulig sikkerhedsrisiko. Foto: HANDOUT
Vis mere

B.T. har spurgt forsvarsminister Trine Bramsen om Forsvaret har kontakt med amerikanerne om ufo-spørgsmålet. Det afkræfter ministeren.

»Nej, den kontakt har der ikke været, og jeg lægger mig op af, at der ikke har været en eneste observation i Danmark,« skriver ministeren.