Det affødte en del utilfredshed, da børn- og ungerådmand, Thomas Medom (SF), i sidste uge præsenterede, at en ny omfordelingsmodel ville betyde, at flere daginstitutioner ville få skåret budgetterne.

Og den protest, det affødte, ser ud til at give pote.

I hvert fald lover Thomas Medom nu, at han vil lave en ny omfordelingsmodel, der betyder, at ingen dagtilbud vil blive stillet ringere. Det skriver Århus Stiftstidende.

»Min holdning er stadig, at det er rigtigt at have sociale normeringer, sådan at de mest sårbare og udsatte børn får mere. Og det kommer vi fortsat til at gøre. Men jeg lytter også til, at det er vigtigt for forældrene, at ingen dagtilbud bliver stillet ringere økonomisk,« siger han.

Det var nemlig meningen, at besparelserne fra nogle institutioner skulle gå til andre med mere udsatte børn.

Men nu hvor Thomas Medom lover, at ingen budgetter bliver skåret, så betyder det altså også, at den omfordeling, der skulle komme de mest sårbare børn til gavn, bliver mindre.

En del af kritikken har også gået på, at de lovede minimumsnormeringer er ved at blive indfaset.

Det er nemlig ikke alle, der mener, at minimumsnormeringerne lever op til navnet.

Reglerne fra Folketinget slår kun fast, at en kommune skal leve op til reglerne om, at der skal være én voksen per tre børn i vuggestuen og én voksen per seks børn i børnehaven.

Men det betyder altså ikke nødvendigvis, at du vil møde dét antal voksne sammen med børnene, når du henter dem i institution.

Det kritiserer Anne Ernst Grøndal, der er formand for Aarhus Forældreorganisation, da hun oplever, at det skuffer forældrene, når de ikke kan se, at der faktisk er flere voksne om børnene.

Hun er alligevel positiv over, at der trods alt er blevet lyttet til kritikken om, at ingen daginstitutioner skal skæres i budgetterne.