Lyt til artiklen

Hvis du er kvinde og godt træt af at gå på arbejde, når du har menstruation, så er der godt nyt på vej. I hvert fald hvis Sikandar Siddique – løsgænger i Folketinget og tidligere medlem af Alternativet – får magt, som han har agt.

Han vil nemlig tildele danske kvinder og transkønnede et vist antal dage hvert år, hvor de kan holde fri fra arbejde, når de har menstruation.

Det er der nemlig mange, der døjer med, forklarer han.

Inspirationen kom til Sikandar Siddique, da han i sidste uge læste en artikel på CNN.com om, at en indisk virksomhed havde givet deres kvindelige og transkønnede ansatte 10 fridage om året, som de kunne bruge, når de havde menstruationsgener. Altså en slags øremærket sygedag.

'Det ville være klædeligt, hvis danske virksomheder fulgte trop,' skrev Sikindar Siddique på Twitter.

B.T. har i mere end en uge forsøgt at kontakte den yderst travle Sikandar Siddique for at få uddybet ideen. Det er endelig lykkedes.

»Da jeg læste den artikel, blev jeg simpelthen så inspireret af den. Jeg opfordrer den danske regering til kigge på det her og lade sig inspirere,« forklarer Sikandar Siddique og fortsætter:

»Kvinder har generelt ikke så gode vilkår på arbejdsmarkedet som mænd og er generede af det her. Derfor så jeg gerne, at det her kunne indføres i danske virksomheder,« siger han.

Men det er jo ikke en sygdom at have menstruation?

»Men det kunne fremme ligestillingen.«

Hvordan kan det fremme ligestillingen, når mænd ikke har menstruation? Er det ikke mærkeligt?

»Nej, i dag er det jo kvinder, der føder børn.«

Ja?

» ... og kvinderne tager mest barsel. Det her kan skabe ligevægt.«

Jeg har noget hovedpine af og til. Kan jeg så ikke få nogle dage fri?

»Det er ikke det samme.«

Jeg har også ondt i min fod...?

»Det kan du ikke sammenligne.«

Nej?

»Nej.«

Hvad hvis man har brugt alle sine menstruationsfridage i april eller maj? Skal man så gå og have ondt?

»Jeg synes, at det var mega inspirerende at læse den artikel, og at man bør kigge på det her område.«

Hvad hvis man er gravid? Så har man jo ikke menstruation. Så skal man vel ikke have menstruationsfri?

»Jeg synes, at det var meget inspirerende at læse om. Det er noget, som virksomhederne helt klart skal se på.«

Hvad hvis man bruger hormonspiral som prævention? Så får man slet ikke menstruation. Skal man så have menstruationsfri?

»Det er meget inspirerende, hvad de har gjort i Indien. Det er noget, som virksomhederne skal se på og skabe bedre vilkår for de kvinder her.«

Du kommer slet ikke med noget bud på, hvad man skal gøre...?

»Jeg synes, at det her er super, super vigtigt, og hvis det kan lade sig gøre i Indien, så kan det vel også her.«

Nå, så vil jeg gerne...

»Jeg er nødt til at løbe nu.«

Ja, to spørgsmål mere. Du siger, at transkønnede skal have menstruationsfri. Vel kun den type, som har menstruation?

»Altså, alle de her spørgsmål skal jo besvares, men det er virksomhederne, der skal kigge på...«

Jo, men mænd, der skifter køn til kvinder, de skal vel ikke have menstruationsfri? Jeg kan vel ikke gå ned og skifte køn og så holde fri?

»Jeg bliver nødt til at løbe nu.«

Kan du ikke lige nå at svare på det?

»Nej, jeg skal altså løbe nu.«

Det har ikke været muligt at opklare, om Sikandar Siddique mener, at kvinder – der altså tidligere har været mænd, og som derfor ikke kan menstruere – skal have tildelt årlige menstruationsfridage.