»Kvinder skal have menstruationsfri.«

Sådan lød det fra løsgængeren i Folketinget, Sikandar Siddique, da han 11. august kom med et nyt forslag til regeringen, der skal hjælpe på kvinders menstruationsgener og i politikerens øjne skabe mere ligestilling.

Det har sidenhen skabt stor debat på de sociale medier, og nu er beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) kommet med sit syn på forslaget, da han deltog i B.T. Live på Facebook.

»Med al respekt for kvinder, der har det træls med menstruation, så synes jeg, det er en forkert måde at bruge sin eventuelle fritid på.«

Forslaget er en ordning, der skal give kvinder på arbejdsmarkedet 10 dage om året, hvor de kan holde menstruationsfri.

Peter Hummelgaard understreger også, at Sikandar Siddique ikke kan forvente at få den helt store opbakning fra regeringen.

»Hvis der er nogle kvinder derude, der kan overbevise deres arbejdsgiver i overenskomstforhandlingerne om, at de vil have fri, når de har menstruation, så vil jeg sige held og lykke med det. Det er ikke noget, regeringen vil gå videre med.«

Der er flere, der er enige i Peter Hummelgaards holdning, Dansk Folkepartis ligestillingsordfører, Karina Adsbøl, mener, at man gør kvinderne en regulær bjørnetjeneste.

I et tidligere interview med B.T. forklarede Sikandar Siddique meningen bag sit forslag:

»Da jeg læste den artikel, blev jeg simpelthen så inspireret af den. Jeg opfordrer den danske regering til kigge på det her og lade sig inspirere,« forklarer Sikandar Siddique og fortsætter:

»Kvinder har generelt ikke så gode vilkår på arbejdsmarkedet som mænd og er generede af det her. Derfor så jeg gerne, at det her kunne indføres i danske virksomheder,« siger han.

Dansk Arbejdsgiverforening ansættelsesretschef Flemming Dreesen mener heller ikke, at forslaget falder i god jord.

”Hvis en kvinde er uarbejdsdygtig på grund af menstruationsgener, er hun allerede i dag dækket af de gældende regler om fravær ved sygdom i de kollektive overenskomster. Det er næppe hensigtsmæssigt, at man i de kollektive overenskomster fastsætter ret til frihed ved udvalgte diagnoser, som fx menstruationsgener. I stedet bør man fortsat fastsætte sygdomsrettigheder med generelle regler.”

B.T. Live på Facebook har forsøgt at få Sikandar Siddique ind til en debat omkring menstruationsfri, men han har endnu ikke svaret på vores henvendelse.