Et flertal af partierne i byrådet ønsker ikke at dele, hvad de bruger deres partistøtte på.
Fem ud af syv partier i byrådet i Aarhus har nemlig takket nej til et tilbud om at fortælle, hvad de har brugt partistøtte på i 2020.
Det skriver Lokalavisen Aarhus, der har adspurgt byrådets syv partier om deres regnskaber for 2020 i lyset af skandalesagen, hvor DF i Aarhus muligvis har begået svindel med partistøttemidler.
Kun Venstre og Enhedslisten har ifølge mediet været åbne om deres regnskab og gennemgået det med mediet.
SF har ifølge Lokalavisen ikke regnskabet klar, men vil gerne dele det, når de søger partistøtten.
Hverken Konservative Folkeparti, Radikale Venstre eller Socialdemokratiet har ønsket at kaste lys over deres brug af partistøtte. Dansk Folkeparti er ikke vendt tilbage på mediets henvendelse.
Venstre og Enhedslisten får ros af kommunalforsker Roger Buch, der er ansat ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
»Hatten af for det. Det synes jeg er fornemt. Det er sådan, det burde være, at det er en selvfølge, at offentligheden kan få indblik i de lokale partiforeningers økonomi. For vi er jo alle sammen med til at betale en god bid af det, der foregår hos dem,« siger han til mediet.
Ifølge Lokalavisens rundspørge har Socialdemokratiet modtaget 554.861 kroner i støtte i år. Radikale Venstre har modtaget 121.016 kroner. Enhedslisten har fået udbetalt 105.144 kroner Konservative har fået 62.333 kroner. Dansk Folkeparti har fået 94.348 kroner. V og SF har ikke fået udbetalt partistøtte endnu.