Beslutningen om at slagte alle danske mink blev truffet på et »virkelig dårligt« grundlag.

Det var i hvert fald indstillingen hos flere ledende embedsfolk i Finansministeriet, der torsdag blev afhørt i Minkkommissionen.

Her blev der fremvist en sms-tråd mellem Lars Høgsbro Østergaard, der er chef for ministeriets udgiftskontor, og Asbjørn Brink, souschef i ministeriet.

Under det helt centrale møde i regeringens koordinationsudvalg, hvor beslutningen om at aflive alle danske mink træffes, skriver de til hinanden.

»Hører du noget fra mødet,« spørger Lars Høgsbro.

»Desværre ikke. Men med revideret cover tænker jeg, at de beslutter at slå alle ned,« svarer souschefen med henvisning til danske mink.

Han fortsætter og kalder beslutningsgrundlaget for 'virkelig dårligt', hvilket Lars Høgsbro bakker op om.

Sms-tråden er med til at tegne et større billede af den forvirring i embedsværket, der herskede i de helt afgørende timer, hvor det danske minkerhvervs skæbne blev beseglet.

Og at der herskede en generel idé i embedssystemet om, at midlertidig nedlukning af erhvervet manglede hjemmel.

Spørgsmålet er dog fortsat, hvorvidt regeringen vidste, at beslutningen var ulovlig.

Det mangler Minkkommissionen stadig at få afklaret.

Læs hele B.T.s dækning af dagens afhøringer i vores liveblog: