22 milliarder kroner.
Så mange penge forventer regeringen, at udbetalingen af de sidste to ugers indefrosne feriepenge vil skyde ud i samfundet.
Det svarer til, at lidt under to af tre lønmodtagere vælger at få feriepengene udbetalt.
»Det er ganske enkelt en massiv saltvandsindsprøjtning. Det giver danskerne mulighed for at støtte de lokale erhvervsdrivende, og gradvis som vi genåbner landet, håber vi også, at mange vil gå en tur på restaurant, kro eller på hotel,« siger finansminister Nicolai Wammen, der anslår, at feriepengene vil skabe 5.000 arbejdspladser i år.

Fra onsdag formiddag kunne danskerne ansøge om de sidste feriepenge. Men pengene bliver sprøjtet ud i samfundet på et tidspunkt, hvor der stadig er næsten en måned, til de hårdt ramte restauranter og kulturlivet så småt får lov at åbne.
Det har fået flere økonomer til at advare om dårlig timing.
»Vores udfordring er, at krisen har ramt meget branchespecifikt. Så hvis oplevelses- og servicebranchen stadig er nedlukket, når feriepengene kommer ud, gør de ikke nær så meget nytte,« siger Bo Sandemann, økonomiprofessor ved Aarhus Universitet.
Men finansministeren forsøger at neddrosle den bekymring:
»Nogle af pengene vil sikkert blive brugt lige efter, man har hævet dem, og andre vil blive stående lidt tid på kontoen. Det er til syvende og sidst danskernes valg, hvordan de bruger deres penge.«
»Men vi vil gerne komme med en venlig opfordring til, at man støtter sit lokale erhvervsliv, og at man gemmer nogle af feriepengene til at invitere konen eller kæresten på et restaurantbesøg eller kroophold, når det genåbner,« siger Nicolai Wammen.
Feriepenge-milliarderne kommer samtidig med, at danskernes opsparinger har sat rekord med over en billion kroner efter et år med nedlukning.
Dermed frygter flere økonomer, at en stor forbrugsfest i foråret kan skabe en farlig overophedning i visse brancher.
»Det er restauranter, forlystelser og den slags, som har brug for pengene. Hvis vi lægger feriepengene i byggebranchen eller i varige forbrugsgoder som møbler, som vi allerede har købt masser af – ja, så kan vi skabe overophedning i visse brancher,« siger Bo Sandemann.
Men uagtet faren for overophedning løser feriepengene en central udfordring: at sætte gang i hjulene i dansk økonomi.
Udbetalingen af feriepengene har dog flere slagssider. Dels er det dem med de højeste lønninger, som af naturlige årsager får flest feriepenge. Det er samtidig dem, der er mindst tilbøjelige til at brænde dem hurtigt af.
Og dels er der ingen garanti for, at pengene bliver brugt på restaurantbesøg, kulturoplevelser eller et weekendophold på et dansk hotel.

Derfor sætter regeringen også sin lid til, at arbejdsgiverne giver medarbejderne det skattefrie gavekort på 1.200 kroner til oplevelser, kultur eller restauranter, som et flertal indførte i december. Regeringen skønner, at en million danskere vil få et sådant gavekort i år.
Men Nicolai Wammen erkender, at der sandsynligvis er brug for flere tiltag for at redde de mange restauranter, hoteller og kultursteder.
»Vi havde flere gode initiativer i sommerpakken sidste år, og det er præcis den slags initiativer, der er givet grønt lys for, at vi arbejder videre med i år,« siger han.
I den såkaldte sommerpakke fik danskere blandt andet gratis færge- og togbilletter og rabat på billetter til kulturoplevelser.



