De københavnske bilejere kan til sommer vinke farvel til flere hundrede parkeringspladser. For kommunen vil i stedet give dem til restauranterne, så de kan udvide udeserveringen.

En beslutning, der ifølge FDM, bilejernes interesseorganisation, er »fuldstændig hul i hovedet«.

For kommunen er villig til at inddrage pladser i områder, hvor der i forvejen ikke er nok pladser til bilisterne.

»Fjerner man flere pladser, hvor der er tryk på, gør man et stort problem værre. Det er en vanvittig dårlig idé. Folk kæmper allerede om pladserne. Særligt i brokvartererne og Indre By, og det er desværre et udtryk for, at kommunen ikke har respekt for borgere med bil. Nogle har brug for en bil for at få hverdagen til at hænge sammen,« siger Dennis Lange, chefkonsulent i FDM.

Kommunen forventer at nedlægge 450 pladser. Blandt andet i parkeringsområder, hvor den såkaldte belægningsprocent er op til 120 procent klokken 22. Det betyder, at der er 20 procent flere biler end pladser.

Og det giver sig selv, at når man fjerner parkeringsbåse i områder, hvor der i forvejen er kamp om pladserne, så bliver parkeringspladskrigen kun værre.

»For nogle er det næsten helt umuligt at finde en plads, når de kommer hjem fra arbejde. Det er folk, som i desperation næsten kommer op at slås og tilbyder andre penge for at få en plads. Det vidner om et desperationsproblem, som burde løses – ikke forværres,« siger Dennis Lange.

B.T. har forespurgt et interview med Københavns teknik- og miljøborgmester, Line Barfod (EL), men det har ikke været muligt. Men i et skriftligt svar udtaler hun:

»Et bredt politisk flertal har valgt at afsætte midler til at inddrage en mindre andel p-pladser til udeservering, så københavnerne får flere steder at hygge sig sammen. Det er en god idé, for der er kamp om kvadratmeterne i København, og når solen skinner, er kajkanter og parker fyldt til bristepunktet,« siger Line Barfod.

Derudover har hun tidligere sagt til B.T., at »ordningen om udvidet udeservering vil selvfølgelig få betydning for antallet af parkeringspladser, men betydningen vil være begrænset«.

En kommentar, der får Dennis Lange til at skyde med skarpt efter borgmesteren, som han ikke mener, forstår problemets omfang:

»Det er mangel på respekt, hvis man ikke mener, det får betydning. Så er der jo noget, man grundlæggende ikke har forstået. Det er en ærgerlig og meget virkelighedsfjern udtalelse.«

Det er dog kun fra 1. juni til 30. september, at restauranterne kan ansøge kommunen om udvidet udeservering på parkeringspladser.

Men det ser Dennis Lange på ingen måde som en formildende omstændighed. Særligt fordi bilisterne i København allerede er udfordret, når det kommer til at finde en plads.

I alt er der 126.000 p-pladser i Københavns Kommune, men inde i byen, hvor langt de fleste restauranter og barer ligger, er 52.082 af pladserne. Der er dog givet 2.724 flere parkeringslicenser, end der er pladser.

Og over sommerens fire måneder forventer Line Barfod så, at der forsvinder yderligere omkring 450 pladser. Men faktisk kan teknik- og miljøforvaltningen slet ikke sige, hvor mange pladser, der maksimum vil blive ofret til fordel for udeservering.

»Det er næsten ligegyldigt, om det er en uge, en måned eller et år, for bilisterne kan ikke stille deres biler nogen som helst steder. De kan ikke bare køre længere væk, for der er heller ikke plads, og der gælder deres beboerlicens måske ikke. Jeg ved ikke, hvad man havde forestillet sig.«

Spørger du FDM, burde kommunen skaffe nok pladser, så det passer til efterspørgslen, før de søsætter projekter om udvidet udeservering. Dennis Lange foreslår, at man for eksempel bygger p-huse eller laver nedgravede parkeringspladser under byens gader.