Klumme: Kender du begrebet ’anarkotyranni’? 

Det betegner 1) en tyrannisk tilgang til lovlydige borgere, der kriminaliserer ellers fredelig adfærd og 2) en manglende vilje til at sikre den offentlige orden og beskytte fredelige borgere mod farlige kriminelle - altså anarki, for forbryderne. Det lader til, at vi har en form for anarkotyranni i Danmark.

Forleden kom det frem, at politiet henlægger tusindvis af sager, deriblandt alvorlige voldssager, uden at fortælle det til ofrene. 

Det er meget alvorligt, og er et klart brud på den afgørende tillid, borgerne skal kunne have til myndighederne.

Men problemet stikker faktisk dybere end det. For selv, hvis disse sager ikke blev henlagt, ville det stadig være en kendsgerning, at straffene for personfarlige forbrydelser generelt er alt, alt, alt for lave. 

Gennemsnitsstraffen for en voldtægt begået mod et barn er på mellem tre og seks år ifølge tal fra de tidlige 2010’ere - for myndighederne er tilsyneladende ophørt med at opgøre det.

Man kan altså være tilbage i samfundet efter bare tre år, selvom man har ødelagt et uskyldigt liv for altid. Seksuelle overgreb mod børn straffes ofte endnu mindre. 

Jeg er (også) hardliner i dette spørgsmål, og kan ikke se, hvorfor man skulle tilbage i samfundet igen nogensinde, hvis man har gjort et barn fortræd. Men selv, hvis man ikke vil gå så langt, er den lave straf stadig problematisk. 

Straffens hårdhed afspejler nemlig ikke kun gældende lov, men også hvor stor værdi, vi tillægger det uskyldige menneskes liv. 

En lav straf for et ødelæggende seksuelt overgreb begået mod et barn er et signal om, at ofrets liv ikke er meget værd. 

Jeg behøver ikke at opregne alle de øvrige eksempler på voldtægter, gruppevoldtægter, tilfælde af ydmygelsesvold eller mord, hvor gerningsmændene har fået så lave straffe, at selv politikerne har reageret.

De lave straffe udgør i øvrigt i sig selv en sikkerhedsrisiko for sagesløse danskere, da forbryderne på den måde hurtigt er tilbage og kan begå nye ugerninger.

På den ene side har vi altså de lave straffe, der tilgodeser forbryderne og udgør en sikkerhedsrisiko for almindelige borgere. 

Det er det anarkiske element i vores nuværende retssystem. På den anden side har vi tyranniet. 

For eksempel kriminaliseringen af ytringer under den såkaldte ’racismeparagraf’ – hvor fredelige mennesker med holdninger, der ikke behager magthaverne, kriminaliseres og retsforfølges. Sågar for at påpege kendsgerninger. Koranloven er et andet eksempel. Eller når færdselsloven håndhæves ved at maksimere bøder i stedet for sikkerhed.

Det store spørgsmål er selvfølgelig hvorfor: hvorfor vil myndighederne ikke straffe farlige, onde mennesker for at begå forbrydelser mod uskyldige borgere, derunder børn? 

Og hvorfor vælger man at bruge så relativt meget energi på at chikanere og retsforfølge mennesker, der ikke gør nogen ondt? 

Svaret er ideologi. 

Retssystemet og de politikere, der sætter dets rammer, er inficeret med en bestemt kriminologisk ortodoksi: at straf ikke virker, at resocialisering er det vigtigste, og at det er tilbagestående at ønske hævn.

Men hævn er ikke kun dårligt. Tværtimod. Hvorfor? Fordi hævn for en frygtelig forbrydelse er udtryk for kærligheden til og loyaliteten overfor ofret. I det civiliserede samfund udgør straffen den form for hævn, vi sammen tillader: nemlig i form af frihedsberøvelse. Straf er også gengæld for den påførte smerte.

Kulturradikale kriminologer og de politikere, hvis hjerner er styret af omsorg for gerningsmændene, ser enhver tale om hævn som chokerende reaktionært. Til gengæld vil de gerne gøre almindelige, fredelige danskere til kriminelle for at ytre sig kritisk om den importerede vold. 

Det er anarkotyranni, og det er meget, meget farligt, fordi det ender med at opløse tilliden mellem borgere og myndigheder. 

Svaret er ikke flere moderlige, socialpædagogiske ’indsatser’, som kan glæde og varme forbryderne. 

Svaret er strengere straffe for farlig, antisocial adfærd og et stop for tyrannisk, chikanøs politik rettet mod almindelige danskere.