Eva Selsing: Har ikke gjort noget godt for hverken mænd eller kvinder
Her er nogle gode råd om sex og parforhold til de unge kvinder.

Her er nogle gode råd om sex og parforhold til de unge kvinder.

KLUMME: I sidste uge gav jeg fem gode råd til den unge mand, der gerne vil finde en sød kæreste.
Og denne uge er det de unge damers tur, for hvad skal hun kigge efter i en potentiel partner, og hvad skal hun selv kunne tilbyde?
Før den seksuelle frigørelse foregik det romantiske i en mere langsommelig social ’dans’ kaldet kurtisering. Et blik, et smil, forsigtige samtaler, invitation til en tur i parken med hinanden i hånden.
I dag, med dating-apps, pornoficerede idealer og brug-og-smid-væk-kultur, er tempoet og hårdheden skruet i vejret, og det har ikke gjort noget godt for hverken mænd eller kvinder. Mine råd er derfor:
1. Insistér på kurtisering
På indledende flirt. På langsommelighed. Vent så længe som muligt med at have sex. Gå efter én, du føler dig tryg ved og gerne også beundrer.
En kompetent mand, der er dygtig til det, han laver. Fordi kvinder er ’hypergame’, altså søger partnere med samme eller højere status end dem selv, er det desværre en skrumpende gruppe mænd, der bliver set som meget attraktive (da kvinder overhaler mænd i uddannelse og mange tjener godt selv).
Det kan derfor være en god idé at udvide søgefilteret lidt. Er han sådan én, man kan læne sig opad, når det bliver svært? Er han stærk, også sjæleligt? Vil han være en god far for jeres børn?
Sex er godt og vigtigt, men det er jeres venskab, der skal bære jer igennem livet sammen.
2. Afvis propagandaen om 'toksisk maskulinitet'
En stor del af det, der nedladende omtales som ’toksisk’, er præcis de træk ved en mand, der gør ham til en god og attraktiv partner.
Som kvinde vil man for eksempel gerne have én, der er i stand til at udvise aggression, når det er nødvendigt (for at beskytte dig og eventuelle børn).
Man vil også gerne have én, der tør at sige sandheden, selvom den er upopulær, fordi det vidner om karaktérstyrke.
De fleste kvinder vil gerne have én, der kan finde ud af at styre skibet ud af rørt vande. Hvorimod en ’ikke-toksisk’ fyr ofte enten vil være svag eller have lært, hvad han skal sige for at indynde sig hos folk, hvilket er antimaskulint.
Og ja, ægte giftig og voldelig adfærd findes, og skal selvfølgelig altid afvises.
3. Hvad du selv bringer til forholdet
Først og fremmest respekt. For ham. Rullende øjne, herseri, bagtaleri af ham til veninder (eller værre, på sociale medier), forsøg på at kontrollere ham i stort og småt, er alt sammen en underkendelse af hans væsen og hans maskulinitet.
Som kvinde fortjener og forventer man at blive respekteret af en mand, så selvfølgelig skal man også selv vise den over for ham.
Kvinder i dag får at vide, at de skal kunne alt selv, og at det er en dyd at være hård i filten. Men det er ikke nogen dyd, særligt ikke i parforholdsøjemed.
Mænd elsker, når de får lov at passe på os, og den største løgn, vi fortæller unge kvinder i dag er, at det er forkert at ønske at blive passet på.
Den blødhed, du viser ham, giver ham mulighed for at vise sig fra sin bedste side, hvilket kommer jer begge til gode.
4. Lad være med at have lange tjeklister
Over hvordan din kommende partner skal være. Kærligheden lader sig sjældent planlægge, og du kan være sikker på, at du heller ikke selv vil leve op til andres tjeklister.
5. Røde og grønne flag
Hvis han har købt tidsåndens snak om at være ’sårbar’.
En sårbar mand med let til tårer og kiggen-indad vil alt andet lige mangle den ro, selvbeherskelse og disciplin, der er maskulinitetens vigtigste komponenter - udover ridderlighed, selvfølgelig.
Hvis han er aggressiv over for mennesker, der er svagere end ham selv. Hvis han er beregnende eller manipulerende, hvis han f.eks. spiller folk ud imod hinanden eller er passivt-aggressiv; det bliver for psykisk hårdt for dig.
Hvis han er en gentleman (og det er et grønt flag for ham, hvis du lader ham være det).
Hvis han er retskaffen og insisterer på at gøre det rigtige, selv når det har omkostninger for ham.
Og det vigtigste: Hvis han vil vente med sex, til han kender dig bedre, er det det grønneste flag, der findes. Det viser, at han har så stor respekt for dig, at det at lære dig at kende først er vigtigere end det fysiske.
Og det er jo, som bekendt, den følelsesmæssige forbindelse, der skal til for at opretholde den langvarige, romantiske relation.
Som jeg skrev i min klumme til de unge mænd: Dette er generaliserede råd, og der vil være alverdens undtagelser. De er ment som en rettesnor, og ikke mindst som et korrektiv til de meget dårlige råd, unge kvinder får i dag om sex og parforhold.
Da man opgav kurtiseringen og gik direkte til engangsknald, var det ikke kun ’frigørende’, men også skæbnesvangert for de fleste kvinder, som foretrækker langvarige, forpligtende forhold med kærlighed frem for upersonlig sex med mange forskellige partnere.
Dem, der profiterede af den nye vulgaritet, var de mænd og kvinder, der ikke er specielt interesserede i kærlighed, ægteskab eller familie. Men det er ikke majoriteten.
Majoriteten af særligt unge kvinder er blevet frarøvet hele den indledende ’dans’, hvor man så hinanden an, og forsigtigt fandt ud af, om man ville mere. Det skal vi have tilbage.