Eva Selsing langer ud: 'Magthaverne har selv skabt problemet'
B.T.-debattøren mener, at politikerne bevidst undgår debatten danskere i undertal, fordi de ikke vil erkende deres eget ansvar.

B.T.-debattøren mener, at politikerne bevidst undgår debatten danskere i undertal, fordi de ikke vil erkende deres eget ansvar.


Magthaverne taler ikke om »befolkningsudskiftningen«, der hvert år rykker tættere på, fordi de ikke vil indrømme, at de selv har skabt problemet, der skader Danmark.
Sådan lyder den hårde dom fra filosof og B.T.-debattør Eva Selsing, der reagerer på nye tal, som B.T. har fået lavet af Danmarks Statistik.
De viser, at antallet af områder i Danmark, hvor personer med dansk oprindelse er i undertal, er vokset.
Udviklingen har tidligere vakt bekymring hos samfundskommentator Yaqoub Ali og integrationsekspert Henrik Kokborg.
Men ifølge Eva Selsing skal man leve under en sten, hvor man er overrasket over udviklingen - i stedet er den sande overraskelse, at det ikke fylder mere i debatten.
»Vi taler for lidt om det. På sigt kommer det til at omdefinere Danmark. Det er en kendsgerning, alle kan regne ud, men mange ikke har lyst til at tale om. Vi vil hellere tale om kommunal udligning og skattetryk,« siger hun og fortsætter:

»Det skyldes, at man ikke vil erkende, at man selv har skabt problemet og sågar udskammet dem, der ønskede at passe på Danmark. Det er enormt svært. Derudover er det et problem, der bliver sværere og sværere at løse. Så aben gives videre.«
Konkret viser tallene fra Danmarks Statistik, at der i alt er ti sogne i Danmark, hvor personer med dansk oprindelse per 1. januar 2026 er i undertal. Sidste år var det tal ni.
Det fremgår, at Tingbjerg i Københavns Kommune topper listen.
Her har blot 26 procent af borgerne dansk oprindelse. 65,6 procent er indvandrere eller efterkommere fra ikke-vestlige lande.
Men Eva Selsing hvad er problemet egentlig ved, at en særlig nationalitet fylder mere end en anden nationalitet?
»Det er kulturen, der er afgørende, og derfor er det vigtigt at kigge på oprindelsesland for at se, hvilken kultur folk er rundet af. Dem, der tilhører det islamiske parallelsamfund har radikalt anderledes værdier end det danske, hvilket giver flere kulturkonflikter.«
Sidste år satte B.T. fokus på emnet, efter at en befolkningsfremskrivning i Politiken viste, at et flertal i Danmark i 2096 kan være indvandrere eller efterkommere.
Flere regeringer har de seneste år fremhævet, at Danmark i dag fører en markant strammere udlændingepolitik end tidligere. Socialdemokratiet påpeger eksempelvis gang på gang, at asyltallene er historisk lave.
Så Eva Selsing, har de ikke allerede reageret på problemet?
»Der er blevet hugget en hæl og klippet en tå, men tilstrømningen fortsætter gennem blandt andet udenlandsk arbejdskraft og familiesammenføringer. Vi er også stadig i en situation, hvor vi ikke kan finde ud af at smide farlige mennesker ud,« siger hun.
Eva Selsing fortsætter:
»Så der er bestemt forsøgt at gøre ting, men det forslår som skrædder i helvede. Det giver jeg ikke specielt meget for.«
Overfor B.T. reagerer Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører Thomas Skriver Jensen på de nye tal fra Danmarks Statistik.
»Vi er enige i bekymringen. Vi ønsker, at dansk kultur og danske normer skal være bærende i hele Danmark. Derfor fører Socialdemokratiet den strammeste udlændingepolitik nogensinde,« siger S-ordføreren og fortsætter:
»Når for mange kommer hertil, så truer det dansk kultur og vi risikerer, at vores land slår sprækker. Det vil vi bekæmpe med alt, vi har.«