Den ene har stået i spidsen for den islamiske organisation Kaldet til Islam. Den anden har brugt mere end 20 år på integrationsarbejde i Danmarks mest udsatte boligområder.

Nu advarer Yaqoub Ali og Henrik Kokborg samstemmende om den demografiske udvikling i Danmark.

Det gør de efter, at B.T. fredag kan beskrive nye tal, der viser, at antallet af områder, hvor personer med dansk oprindelse er i undertal, er vokset.

»Det er en rigtig skidt udvikling. Normpresset bliver den totalte og mest effektive bremseklods for integration, og man kommer ikke til at se mange mønsterbrydere, fordi folk nærmest er nødt til at flytte for det.«

Sådan lyder advarslen fra Henrik Kokborg.

Tallene fra Danmarks Statistik viser, at der i alt er ti sogne i Danmark, hvor personer med dansk oprindelse per 1. januar 2026 er i undertal. Sidste år var det tal ni.

Arkiv. Mannequin med tørklæde foran forretning på Nørrebrogade, København. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Det fremgår, at Tingbjerg i Københavns Kommune topper listen. Her har blot 26 procent af borgerne dansk oprindelse. 65,6 procent er indvandrere eller efterkommere fra ikke-vestlige lande.

Udviklingen vækker også bekymring hos B.T.s samfundskommentator og tidligere leder af Kaldet til Islam, Yaqoub Ali.

»Negativ social kontrol og parallelsamfund er uundgåeligt, når danskere er i mindretal. Vi ved også, at sandsynligheden for, at der er mere kriminalitet er større,« siger han.

Yaqoub Ali har tidligere peget på områder i Storbritannien som Birmingham, hvor hvide briter er blevet et mindretal, og hvor det ifølge Ali er gået grueligt galt.

»Det er underbelyst, hvor mange minoriteter, der selv ønsker at flytte til de områder. Jeg kender folk, der er flyttet til England, fordi der er områder, hvor der kun er muslimer. Og religiøse mennesker i Danmark, der er ved at få et barn, der tænker sådan,« siger han.

Henrik Kokborg frygter da også, at segregeringen vil vokse.

»Når man opdrager sit barn til at passe ind i lokalområdet i stedet for resten af samfundet, så bliver det sværere og sværere at bryde med parallelsamfundet,« forklarer han og fortsætter:

»Det er ærgerligt. På sigt bliver vores kultur mere og mere presset. Jeg er særligt bekymret for ligestillingen og kvinders rettigheder, der jo er et relativt nyt fænomen, som hurtigt kan forsvinde, hvis vi ikke passer på.«

Skulle Yaqoub Ali give ét god råd til den danske regering, så er det at indsætte mere politi i de områder.

»Jeg har besøgt Rinkeby udenfor Stockholm. En bydel med 92 procent af indbyggere af anden etnisk oprindelse, der længe har haft et kæmpeproblem med kriminalitet,« siger han og fortsætter:

»Den svenske regering begyndte så at flytte institutionerne ind i Rinkeby. Så der var de ting, som specielt den ældre generation havde brug for, men endnu vigtigere lavede man en nærpolitistation. Det hjælper meget, og det skal der også være mere af i Danmark.«