
Filosof, forfatter og B.T.-debattør Eva Agnete Selsing reagerer nu på nyheden om, at ofre for kriminalitet aldrig har skullet vente så længe på, at der falder dom i deres sag, som det er tilfældet i dag.
Det på trods af, at Mette Frederiksen lige siden sin tiltrædelse som statsminister i 2019 har været klar i mælet om, at ventetiden hos politi og domstole har været for lang og skal gøres kortere.
»Tallene er steget helt vildt. Også for nogle af de absolut værste forbrydelser som drab,« påpeger Selsing og fortsætter:
»Det er utroligt, og det er vigtigt at få frem i lyset. Med mindre man selv er i direkte kontakt med systemet, kender man ikke noget til de her chokerende tal.«
Konkret kunne B.T. på baggrund af en aktindsigt fra Rigsadvokaten i weekenden afsløre, at hvis du eksempelvis har været offer for vold, kan du i dag forvente, at der går cirka 535 dage, fra du anmelder din sag hos politiet, til den bliver afgjort ved domstolene.
Har du i stedet været udsat for økonomisk kriminalitet, kan du regne med cirka 1.026 dage. I begge tilfælde er det en klar rekord for, hvor længe man som offer har skullet vente på at få afgjort sin sag i Danmark.
Og ikke nok med det:
I otte kriminalitetstyper er ventetiden fra anmeldelse til dom steget i fjerde kvartal i 2025 sammenlignet med fjerde kvartal i 2019 - og i de fleste tilfælde er stigningen markant, viser aktindsigten.
Mette Frederiksen har ikke ønsket at udtale sig om sagen.
I et interview med B.T. erkender hendes partifælle og fungerende justitsminister Peter Hummelgaard dog, at »sagsbehandlingstiden er et kæmpe problem.«
»Det er derfor, vi har lavet en lang række vidtgående aftaler både for politi og domstole, der er i gang med at virke. Vi får nedbragt bunkerne hos domstolene, men det tager tid, før bunkerne er kæmpet i bund,« har det lydt fra Hummelgaard.
Han har også påpeget, at »der desværre bliver ved med at dukke nye og komplekse sager op«.
Og selv om Eva Selsing godt kan forstå, at sagerne kan være omfattende og kræver, at »alle mulige enheder arbejder sammen«, så retter hun stadig en benhård kritik:
»Jeg må bare sige, at dette også er en konsekvens af masseindvandringen,« siger hun med henvisning til overrepræsentationen af ikke-vestlige indvandere i personfarlig kriminalitet.
Eksempelvis er syv ud af ti dømte for bandekriminalitet enten indvandrere eller efterkommere af indvandrere.
»Danskerne betaler dyrt for den førte politik, hvor stakkels ofre for kriminalitet nu endnu engang bliver straffet med lange ventetider, fordi politikerne tilsyneladende ikke prioriterer at gøre noget ved det.«
B.T. har forelagt kritikken for Mette Frederiksen, der ikke har ønsket at give en kommentar med til denne artikel.
Du kan lytte til B.T. Valgkamp på B.T.dk, Spotify , Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:



