I et opslag på sit sociale medie Truth Social skrev den amerikanske præsident, Donald Trump, lørdag, at Danmark, Norge, Sverige, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Holland og Finland fra 1. februar vil blive ramt af en told på 10 procent på alle varer, der eksporteres til USA – og senere stigende til 25 procent.

Begrundelsen er, at landene for nylig har sendt tropper til Grønland.

Ifølge B.T.s debattør, Eva Selsing, er der intet konstruktivt i den udmelding fra præsidenten.

»Der er ikke noget positivt at sige om det her. Det er en klar eskalering af konflikten,« siger hun. 

Trumps melding kommer efter en periode, hvor der ellers har været talt om at dæmpe spændingerne mellem USA og Danmark i kølvandet på uenighederne om Grønland.

Men efter meldingen lørdag, er det modsatte sket, mener Selsing. 

B.T.-debattør Eva Selsing reagerer på Donald Trumps seneste toldmelding.
B.T.-debattør Eva Selsing reagerer på Donald Trumps seneste toldmelding. Foto: Linda Kastrup

Samtidig ser hun toldtruslen fra Trump som et direkte svar på Danmarks egen ageren.

»Vi sendte Nato-tropper, og så svarer han med det her. Det er en optrapning, og tydeligt svar på vores optrapning,« slår hun fast. 

Ifølge Selsing er situationen nu nået dertil, hvor der er behov for at trække i nødbremsen, og tale sammen.

»Vi har brug for at nedskalere det her. Det er derfor en god anledning til at begynde at snakke sammen, og meget tidligere end før,« fortæller hun.

En økonom har vurderet til B.T., at toldtruslen i praksis vil have begrænset betydning for danske forbrugere.

Ifølge Selsing er det dog ikke sikkert, at Trump selv ser det sådan:

»Han ved ikke, at det kan være tomme trusler. Men det handler meget mere om signalerne det sender. Vi gjorde det samme med Nato-soldaterne. Det var et symbol fra vores side.«

Og netop symbolikken gør, at reaktionen er så kraftig, vurderer hun:

»Mange er vrede over det her (toldafgifterne, red.), fordi symbolikken er stærk, fordi det handler om en allieret mod en anden allieret.«

Selvom situationen kan bekymre mange danskere, afviser Eva Selsing, at toldtruslen er en økonomisk katastrofe for Danmark.

Tværtimod ser hun et muligt strategisk rum for at vende konflikten til noget konstruktivt.

»Det her indebærer ikke en katastrofe for Danmark. Vi kan handle med andre lande, som er mere tilpasset miljølovgivning og demokrati.«

»Det her kan være godt for en lille nation som os, at vi kan handle de steder, der giver os de bedste betingelser, og dermed pleje vores egne interesser,« fortæller hun afslutningsvis.