»Det betyder ikke noget for danske forbrugere.«
Det vurderer analysechef i CEPOS, Otto Brøns-Petersen i et interview med B.T., efter Donald Trump lørdag meldte ud, at Danmark og andre lande vil blive pålagt told på alle varer, der sendes til USA.
Men Otto Brøns-Petersen afviser, at Trumps udmelding hverken er realistisk i praksis eller vil volde nogen skade for danskerne.
Den amerikanske præsident skrev i et opslag på Truth Social, at Danmark og de øvrige lande, der har sendt tropper til Grønland for nylig, fra 1. februar bliver pålagt en told på 10 procent og så senere 25 procent på alle varer, der sendes til USA.
Selvom den melding umiddelbart lyder faretruende for danskerne, så er der intet at være bekymret for, hvis man spørger Otto Brøns-Petersen.
Ifølge ham er det primært virksomheder, der eksporterer fysiske varer til USA, der potentielt kan mærke en told, fordi amerikanske forbrugere så kan købe mindre af varerne, når prisen stiger.
Men det er langt fra alle danske eksportstrømme, der påvirkes.

Otto Brøns-Petersen peger på, at langt størstedelen af dansk eksport til USA slet ikke involverer, at varer krydser grænsen fra Danmark.
»Størstedelen af den eksport, vi har til USA, er ikke noget, der krydser landegrænsen, da vores eksport er fabrikationsløs,« fortæller han til B.T.
Han tilføjer, at det betyder, at mange produkter, for eksempel medicin og industrivarer, allerede produceres i USA, så en ekstra told ikke ændrer prisen for amerikanske købere.
Samtidig peger Otto Brøns-Pedersen på at Danmark alternativt kan gøre brug af omvejshandel, hvor varen først bliver eksporteret til at andet land i Europa, og så til USA.
Trumps melding omfatter otte lande, herunder Danmark, Norge, Sverige, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Holland og Finland. Ifølge Trump er det et svar på, at de har sendt tropper til Grønland.
Men Trumps logik i at tage flere lande med i faldet gør kun sagen værre for USA, understreger Otto Brøns-Petersen.
»Når han gør det (pålægger told, red.) på flere lande, jamen så er det sådan, at det er USA mod resten. Og derfor vil det ramme USA mest. Hvis det kun var os mod USA, vil det gå mest udover os, fordi vi er et lille land,« slår han fast.
Otto Brøns-Petersen anerkender dog, at det kan ramme nogle få danskere marginalt.
»Det kan måske godt mærkes for en dansker på en pensionsopsparing med for eksempel aktier, men det kommer ikke til at have stor effekt,« fortæller han.
Samtidig fremhæver han et vigtigt juridisk aspekt i Trumps toldtrusler:
»Der kører en sag lige nu mod Trump, om han overhovedet har ret til at indføre told. Det er egentlig Kongressen, der bestemmer det.«
Danskerne skal altså ikke bekymre sig om Trumps seneste toldmelding, lyder konklusionen fra Otto Brøns-Petersen.
Følg med i hele udviklingen time for time om USA, Danmark og Grønland HER.

