Den 19. april sidste år har Rasmus Vestergaard Madsen mistet tålmodigheden med de skjulte klimatal.
Det har været tæt på en umulig opgave for ham som vikar for Enhedslistens transportordfører at få svar på ét vigtigt spørgsmål.
Han vil gerne vide, hvor meget byggeriet af de store projekter i infrastrukturpakken udleder i CO2. Og han er ikke alene.
Den mandag i april stiller han derfor et helt konkret skriftligt udvalgsspørgsmål, som transportminister Benny Engelbrecht skal svare på.
En mail fra lige præcis 19. april, hvor Enhedslisten stiller spørgsmålet, viser, at Benny Engelbrecht har været præsenteret for den klimamodel, som udregner CO2-tallene. De tal, alle partierne har efterspurgt under forhandlingerne.
Men det skriftlige spørgsmål til tallene bliver samme dag ikke taget godt imod af regeringen.
»Min rådgiver bliver ringet op af Benny Engelbrechts spindoktor,« fortæller Rasmus Vestergaard Madsen.
Budskabet er klart. Træk spørgsmålet tilbage. Det er ikke normal praksis at stille udvalgsspørgsmål under forhandlinger, siger spindoktoren.
Hvis Enhedslisten trækker det spørgsmål tilbage, så skal de nok få deres svar internt under forhandlingerne, lyder løftet fra Benny Engelbrechts rådgiver ifølge Rasmus Vestergaard Madsen.
Se det tilbagetrukne udvalgsspørgsmål HER.
Planen var ellers, at det skriftlige spørgsmål skulle sikre et svar fra ministeren. For hvis Benny Engelbrecht ikke svarede på det skriftlige spørgsmål, så ville han risikere at blive draget politisk til ansvar for det.
Men opkaldet fra ministerens spindoktor får Rasmus Vestergaard Madsen til at gå med til at trække det tilbage igen 23. april.

»Vi får lovning på et svar. Vi bliver overbevist om, at vi nu får det, så vi trak det tilbage i god tro,« siger han.
Og her begynder tovtrækkeriet om klimatallene forfra. To måneder senere får Rasmus Vestergaard Madsen endelig skriftligt svar.
»Men her mangler CO2-udledningen for at anlægsfasen af projekterne igen,« siger han.
En måned senere igen 7. juni får han som Enhedslistens vikarierende transportordfører tilbudt at få mundtligt svar hos Benny Engelbrecht.
»Vi stiller igen det samme spørgsmål, og vi får ikke svar.«
»Min klare oplevelse hele vejen igennem er, at de her tal ikke findes,« siger Rasmus Vestergaard Madsen.
Men det gør de. Ifølge Benny Engelbrecht var det bare en faglig vurdering i ministeriet, som gjorde, at beregningerne ikke blev fremlagt.
Og derfor føler Rasmus Vestergaard Madsen også, at han blevet vildledt i den lange proces for at få svar på det ene spørgsmål.
»Den påfaldende tanke er, at vores spørgsmål har gjort, at Transportministeriet fjerner tallene,« siger han.
»Vi har gentagne gange spurgt mundtligt og skriftligt og ikke fået svar, når Benny Engelbrecht har vidst, at tallene fandtes.«
Til Berlingske har Benny Engelbrecht i et skriftligt svar forklaret sagen således:
»I en forhandling er det hurtigere og lettere at spørge direkte, hvilket også sikrer fortrolighed i forhandlingsrummet. Den særlige rådgiver har som en del af sin opgave at have kontakt med de andre partier om mange forskellige sager, og derfor var det helt naturligt, at hun havde samtalen med Enhedslisten om spørgsmålet,« skriver han og understreger, at partierne »naturligvis« selv beslutter om, de vil stille spørgsmål gennem udvalget.«
»Men som jeg har sagt også til Enhedslisten, så beklager jeg, at jeg ikke mere tydeligt fortalte om det arbejde, der var, og hvorfor Transportministeriet vurderede, at der ikke var tilstrækkelig sikkerhed for, at tallene var retvisende,« skriver Benny Engelbrecht.
