Coronasmitten stiger atter en gang, og flere frygter at blive smittet, når de 16. november skal ned til stemmeboksen, for at afgive deres stemme til dette kommunalvalg.
Men kommunen har iværksat en række tiltag, der skal gøre borgerne trygge på Aarhus’ 47 valgsteder.
Der vil blandt andet være både håndsprit og mundbind tilgængeligt – ligesom der vil blive luftet ud flere gange om dagen.
Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Derudover har borgmesteren en opfordring til alle aarhusianere.
»Vi vil gerne opfordre alle vælgerne til at stemme. Hvis en vælger er mere tryg ved at brevstemme før valgdagen, så opfordrer vi til at udnytte muligheden for at brevstemme allerede nu,« siger han og uddyber:
»Vi har godt styr på covid-19, så hvis vi viser hensyn til hinanden, kan alle borgere trygt bruge deres stemme til valget både på brevafstemningsstederne og på valgdagen.«
Valgbestyrelsen i Aarhus Kommune opfordrer desuden vælgerne til at stemme midt på dagen, da der typisk er størst travlhed sidst på eftermiddagen.
Man kan brevstemme til og med fredag 12. november 2021 på følgende steder:
Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2, 8000 Aarhus C
Åby Bibliotek, Ludvig Feilbergs Vej 7, 8230 Åbyhøj
Viby Bibliotek, Skanderborgvej 179, 8260 Viby J
Risskov Bibliotek, Fortebakken 1, 8240 Risskov
Højbjerg Bibliotek, Oddervej 74, 8270 Højbjerg
Hasle Bibliotek, Kappelvænget 2, 8210 Aarhus V.


