Dansk Folkepartis valgnederlag blev større, end politisk kommentator Hans Engell havde regnet med. Og i det lys er det naturligt, at formand Kristian Thulesen Dahl træder tilbage, om end det stadig er overraskende.

- Især kritikken fra Pia Kjærsgaard har taget meget hårdt på Kristian Thulesen Dahl. Og at der har været så meget intern ballade om Morten Messerschmidt, Martin Henriksen og opgør i hovedbestyrelsen. Alting slider.

- Hans analyse har været, at han ikke kommer til at vinde næste folketingsvalg for Dansk Folkeparti, og derfor kan han lige så godt forlade posten nu fremfor at gå til et nyt valgnederlag, siger Hans Engell.

Det er det tredje valg i træk med væsentlig tilbagegang for Dansk Folkeparti med Kristian Thulesen Dahl ved roret.

Ved kommunalvalget tirsdag er partiet blevet mere end halveret. Kommunalvalget i 2017 var heller ikke den store succes.

Ved valget til Europa-Parlamentet i 2019 mistede partiet tre ud af fire medlemmer, og ved folketingsvalget senere samme år mistede partiet flere end halvdelen af pladserne i Folketinget.

/ritzau/