Tre minutter brugte statsminister Lars Løkke Rasmussen på at tale om sundhedsvæsenet i sin 16 minutter lange nytårstale.
Det er positivt, mener sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen, men der stopper de rosende ord også.
»Han (statsministeren, red.) fortalte ikke noget, der ikke har været fremme før. Det, han sagde, er, hvad der er blevet sagt siden sidste valg. Der kunne han godt have åbnet posen en smule mere,« siger Kjeld Møller Pedersen til B.T.
Sidst i talen fortalte Lars Løkke Rasmussen, at han i det nye år vil fremlægge sit bud på forbedringer i sundhedsvæsenet med afsæt i 21 nye sundhedsfællesskaber.
»Først fortalte Løkke, hvad han var lykkedes med, og hvilke forbedringer der kan gøres på området. Men jeg havde forventet, at han kunne løfte sløret for, hvad han vil gøre i det nye år,« siger Kjeld Møller Pedersen, der er professor i sundhedsøkonomi og sundhedspolitik ved Syddansk Universitet.
Særligt én bemærkning generede Kjeld Møller Pedersen.
I talen fortalte statsministeren, at alt for mange svagelige ældre bliver indlagt igen og igen, og alt for mange bliver udskrevet til ingenting. Det er sundhedsøkonomen langt fra enig i.
»At sige at de kommer hjem til ingenting. Det er ikke sandt.
»Der er både social- og sundhedshjælpere og hjemmesygeplejerske i landets kommuner, og hvis jeg var ansat i sundhedsvæsenet, havde jeg følt mig ramt af den bemærkning,« siger Kjeld Møller Pedersen.
Han peger på, at bemærkningen kan skyldes det forestående valg.
»Det var en overdrivelse på alle måder, men det er tilgivet for det er en del af retorikken op til et valg,« siger Kjeld Møller Pedersen.
Hvis man ser bort fra det sundhedspolitiske, så har Kjeld Møller Pedersen et par positive ord om nytårstalen.
»Han talte med overbevisning og uden tøven. Han er en erfaren taler,« siger han.
Alt i alt vurderer sundhedsøkonomen, at talen formentlig vil gå i glemmebogen med en enkelt undtagelse.
»Jeg vil huske det internationale fokus, statsministeren havde i talen.
» Han gav et billedet af et opbrud, og det er vigtigt at stå sammen. Men jeg vil ikke huske den for sundhedsvæsenet, selvom det fyldte meget i talen,« siger Kjeld Møller Pedersen