Før nytårstale: Drama om politiske topposter


En del danskere vil høre ekstra godt efter, når statsminister Lars Løkke Rasmussen kl. 18 siger godaften, og begynder på sin sidste nytårstale i denne valgperiode.
Det er de 205 politikere og cirka 120.000 ansatte i Danmarks fem regioner. For nogle af dem er stærkt truet af inden længe at skulle ud og finde sig et nyt job.
Det er næsten helt sikkert, at et af de store emner i Lars Løkke Rasmussens nytårstale bliver den sundhedsreform, der efter planen skal på plads i de kommende måneder inden næste valg.
Løkke omtaler næppe regionerne direkte i talen, men det forventes, at sundhedsreformen vil indeholde en nedlæggelse af regionerne, eller i hvert fald en stor ændring, der trækker politikerne ud. Og det vil få stor betydning for din og din families adgang til sundhedsvæsnet, som gerne skulle blive forbedret.
Både Dansk Folkeparti og regeringspartierne, Konservative og LA, vil gerne have regionerne nedlagt. Det ville Venstre også før sidste valg, men foreløbig er der ikke taget fat på det. Venstre har et problem med intern modstand mod planerne.

Ifølge B.T.s oplysninger har Lars Løkke og DF-formand Kristian Thulesen Dahl allerede diskuteret sagen på tomandshånd.
»Jeg er utålmodig. Det har trukket for længe ud med at skabe et mere nært sundhedsvæsen. Folk falder igennem mellem sygehus og kommune, som det er nu,« siger DFs sundhedsordfører Liselott Blixt.

Forventer du, at regionerne bliver nedlagt?
»Ja, jeg forventer i hvert fald at vi ikke længere skal have valg til regionerne og at vi slipper for det bureaukrati, det har medført. Vi vil gerne have at nogle ting bliver centraliseret og andet decentraliseret. Kommunerne skal tage sig af det nære sundhedsvæsen, og staten skal overtage it-delen. Vi har haft en sundhedsplatform fuld af fejl. Så en fælles platform og akutberedskab skal samles og vagtlægeordningen skal måske kun være én central i stedet for fem ordninger med fem forskellige alarmnumre. Det har vi bedt om i 11 år,« siger Liselott Blixt.
De fem regioner med hver 41 direkte valgte politikere skal sandsynligvis erstattes af nye administrative enheder uden direkte folkevalgte politikere.

Derudover er planen at oprette en ny type samarbejde mellem landets i alt 21 akutsygehuse og de praktiserende læger og kommunerne i sygehusenes optageområde - såkaldte 'sundhedsklynger'.
Venstre og Socialdemokratiet er de partier der har flest politikere i regionerne, og derfor er der intern modstand i Venstre mod nedlæggelsen.