Når Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen sætter sig over for Mette Frederiksen ved forhandlingsbordet på Marienborg, taler de om at nedlægge regionerne.

Det fortæller Jakob Ellemann-Jensen på et internt møde i Venstres Forretningsudvalg mandag aften.

B.T. kan på baggrund af en lækket lydoptagelse fra mødet berette om detaljerne. På mødet siger Venstre-formanden, at det er Moderaterne, der har bragt nedlæggelsen af regionerne i spil ved forhandlingerne.

Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, har tidligere offentligt udtrykt ønske om at nedlægge de fem regioner for at skabe et mere sammenhængende sygehusvæsen på tværs af landet.

På lydfilen spørger et medlem af Forretningsudvalget: »Jakob, må jeg ikke lige få svar på mit spørgsmål om regionerne?«

Jakob Ellemann-Jensen: »Jo, det er noget, der bliver forhandlet. Fordi der er en, fra et af de andre partier, der hedder Moderaterne, som gerne vil have nedlagt regionerne. Derfor er det noget, som forhandles.«

Spørgsmål fra medlemmet: »Det er ikke os, der har bragt det på bordet?«

Jakob Ellemann-Jensen: »Nej, der er opstået noget i fællesskab mellem V og S i en diskussion, hvor vi har siddet og talt frem og tilbage om forskellige muligheder. Men altså, der er en ved bordet, som gerne vil have nedlagt regionerne. Der er forskellige konstellationer i spil derinde, og andet kan jeg ikke sige om det lige nu.«

Kommentar fra medlemmet: »Jeg vil anbefale dig at få det orienteret ud i organisationen på et tidspunkt. Det kommer til at give store dønninger, når det ikke på nogen som helst måde er italesat. Bare lige mit input.«

Jakob Ellemann-Jensen: »Det er jeg smerteligt bevidst om. Vi ses på det næste møde,« siger  Jakob Ellemann-Jensen med henvisning til, at de skal deltage i et nyt møde i Venstres hovedbestyrelse.

Ellemann har tidligere sagt, at han gerne vil have en reform af sundhedsvæsnet, men at han ikke ønsker at nedlægge regionerne.

På mødet fortæller en række medlemmer af Forretningsudvalget, at de oplever en enorm kritik fra deres bagland, efter at Jakob Ellemann-Jensen søndag droppede sit krav om en advokatvurdering af Mette Frederiksens ansvar i minksagen.

I Venstres afdeling i Mariagerfjord Kommune har 20 medlemmer meldt sig ud af partiet på en enkelt dag, fortæller et medlem ved mødet.

Jakob Ellemann-Jensen forklarer derfor, hvad han forsøger at forhandle sig frem til i bytte for at droppe sit minkkrav.

Det kan du læse om her.