Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen kommenterer nu på Lars Løkkes Rasmussen, der i aftes offentligggjorde, at han har meldt sig ud af Venstre.

»Jeg er trist over, at Lars nu forlader Venstre. Han har givet meget til vores parti, og partiet har givet meget til ham. Vi kunne helt sikkert have fundet en god rolle til Lars i Venstre, men han ville det anderledes, og er på vej videre. Jeg ønsker ham alt det bedste,« skriver Ellemann-Jensen på Twitter.

Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde har også lørdag morgen kommenteret Lars Løkkes beslutning om at melde sig ud af Venstre.

»Jeg tror, at jeg ville være Komiske Ali, hvis jeg påstod, at det var en fantastisk måde, vi er startet det nye år på. Det her er problematisk og kritisk for Venstre. Vi har været igennem en tid, hvor utrolig meget har handlet om personer og ikke politik,« sagde Sophie Løhde lørdag morgen til P1 og henviste både til Løkkes udmelding og Venstres interne krise i forbindelse med Inger Støjbergs afgang som næstformand.

Jakob Ellemann-Jensen er trist over, at Løkke har forladt Venstre.
Jakob Ellemann-Jensen er trist over, at Løkke har forladt Venstre. Philip Davali

Lars Løkke Rasmussen har længe barslet med tanken om at lave et nyt parti.

I august måned udkom Løkkes bog »Om de fleste og det meste«. I den forbindelse blev Løkke interviewet af flere medier og sagde, at han ikke afviste et politisk comeback.

Han sagde samtidigt, at det IKKE kunne ske i venstre, som han har været medlem af i 40 år og også har repræsenteret partiet som statsminister.

I Anders Hemmingsens podcast »Helt væk« afviste Lars Løkke Rasmussen heller ikke, at et nyt parti med ham i spidsen kunne være på vej.

Lars Løkke Rasmussen skrev på Facebook i aftes, at han har meldt sig ud af Venstre.
Lars Løkke Rasmussen skrev på Facebook i aftes, at han har meldt sig ud af Venstre. Liselotte Sabroe

»Jeg synes helt ærligt, der er så mange partier i Danmark. Jeg ved det sgu ikke, altså... Jeg håber virkelig, at der er nogen, der samler en handske op, der handler om at udfordre den regering, der nu sidder på, hvad vi skal leve af i fremtiden,« sagde Løkke lidt tøvende til Anders Hemmingsen.

 

 

Opdateres..