Som nyudnævnt minister var Jakob Ellemann-Jensen en smule anspændt, da han skulle indvie en nationalpark i Kongernes Nordsjælland sammen med selveste dronning Margrethe.

Under en karettur forsøgte Ellemann at få en samtale i gang med Dronningen - men det gik ikke helt som han havde håbet.

Den nyslåede miljø- og fødevareminister forsøgte at bryde isen ved at kommentere, hvor smukt det var at gå i land mellem bøgetræerne efter sejlturen over Esrum Sø.

Dronningens svar var kort, kontant og ifølge Ellemann 'fuldstændig tørt':

»Det er egetræer.«

I 'Året i Kongehuset', som DR1 sender lørdag aften, fortæller den daværende minister og nuværende Venstre-formand om episoden - som der faktisk endte med at komme noget godt ud af.

»Men det var en god icebreaker lige at starte med at kvaje sig noget så eklatant. Så det gled nemmere der fra,« fortæller Jakob Ellemann-Jensen i programmet.

Det var under indvielsen af Nationalpark Kongernes Nordsjælland ved Esrum Kloster & Møllegård den 29. maj 2018, at han udstillede sin manglende viden om den danske flora overfor majestæten.

Jakob Ellemann-Jensen begik svipseren under en karettur med Dronningen.
Jakob Ellemann-Jensen begik svipseren under en karettur med Dronningen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Efter Dronningens venlige, men kontante irettesættelse, undskyldte Ellemann-Jensen sig med, at han som ny minister var ikke besad den store viden om de danske træer.

De blev enige om aldrig at omtale sagen igen.

Jakob Ellemann-Jensen mistede ministerposten, da Socialdemokratiet overtog regeringsmagten efter valget. Kort efter blev han valgt til ny formand for Venstre, hvor han afløste Lars Løkke Rasmussen.

Du kan se 'Året i Kongehuset på DR1 lørdag aften kl. 20.30.