Alexander B. Gray var en af Donald Trumps toprådgivere under hans første præsidentperiode. Dengang, hvor Mette Frederiksen og Trump første gang krydsede klinger over Grønland, og det fugede med ord som »absurd« og »nasty«. 

I et eksklusivt interview med B.T. løfter Gray sløret for, hvordan man blandt republikanerne i USA i dag ser på Mette Frederiksen (S).

Og det er ikke ligefrem rosenrødt.

»Hun ser det som en politisk mulighed at udnytte den anti-Trump stemning, der er udbredt i Danmark til at fremstille sig selv som en modig person, der står op imod Trump,« siger han over en rusten telefonforbindelse og fortsætter:

»Men disse overvejelser, om hvad der gavner hende selv og giver hende momentum indenrigspolitisk, har ført til en mangel på kreativitet i forhold til at finde en langsigtet løsning på konflikten om Grønland.«

USAs præsident Donald Trump og Mette Frederiksens historik har været lidt af en rutschebane.
USAs præsident Donald Trump og Mette Frederiksens historik har været lidt af en rutschebane. Foto: Christian Hartmann/AFP/Ritzau Scanpix

B.T. taler med Alexander B. Gray i anledning af folketingsvalgkampen i Danmark, hvor udenrigspolitik fylder overordentligt meget.

I søndagens statsministerkandidatsduel lød det ligefrem fra Mette Frederiksen, at USA ikke længere »er Danmarks tætteste allierede.«

En udtalelse, som den politiske kommentator Kristian Madsen i Weekendavisen siger, er et udtryk for en Mette Frederiksen, der 'rage baiter' den amerikanske præsident: »En bevidst overstyret provokation, der skal fremkalde en rasende reaktion.«

Ifølge Alexander B. Gray er det netop sådan nogle udmeldinger, der gør, at han er af den opfattelse, at Mette Frederiksen bevidst bidrager til splittelsen mellem USA og Grønland.

»Derfor har vi brug for en leder i Danmark, der kan hæve sig over sådan noget. Men jeg er ærlig talt skeptisk overfor, om det ville være anderledes med en af de andre. Hele det politiske miljø på tværs af spektret virker til at være anti-Trump,« siger han.

Konkret var Gray viceassistent for Donald Trump i hans første præsidentperiode og stabschef ved Det Nationale Sikkerhedsråd i Det Hvide Hus fra 2019 til 2021.

Trump tilbød dengang at købe Grønland og kaldte efterfølgende Mette Frederiksens kontante afvisning af handlen for »nasty,« som på dansk betyder væmmelig.

Siden så det dog ud til, at de to fik klinket skårene og Trump omtalte Frederiksens som en »wonderful woman.«

Du var en del af administrationen dengang. Hvor meget fyldte ordvekslingen – og hvilken betydning har den mon i dag?

»Jeg tror ikke, at interaktionen varede længe nok til at have en stor betydning. Præsidenten er mere pragmatisk anlagt i sine personlige relationer, end man ofte tror,« siger Gray og fortsætter:

»Han bruger både smiger og fornærmelser for at opnå det resultat, han ønsker, så jeg ville ikke lægge for meget i den slags konkrete kommentarer.«

Efter at grønlandskrisen var på sit højeste omkring årsskiftet er konflikten i dag kølnet gevaldigt af. 

Det er særligt sket efter, at fungerende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i januar blev enig med amerikanerne om at nedsætte en arbejdsgruppe om emnet.

Men noget tyder på, at skaden er sket, efter at Trump har truet med at overtage Grønland med militær magt: 

En DR-måling har vist, at hele 60 procent af danskerne anser USA som en modstander. Kun 17 procent svarer, at de ser USA som en allieret.

I forbindelse med Løkkes USA-besøg interviewede B.T. også Alexander B. Gray, der løftede sløret for, hvorfor Trump er så stålfast omkring Grønland.

Det handler angiveligt hverken om imperialistiske drømme, eller om hvor meget Danmark selv opruster i Arktis. Læs mere HER.

Du kan lytte til B.T. ValgkampB.T.dk, Spotify , Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

B.T. Valgkamp

I går meldte LA ud, at de er klar til at lade det offentlige forbrug stige! En meget opsigtsvækkende udmelding, eller hvad? Vi diskuterer LAs velfærds-vending, inden debatten om et sprøjteforbud får premiere i B.T. Valgkamp. Spørgsmålet er, om det er en tabersag for blå blok? Et parti, der i hvert fald er på glatis, er Socialdemokratiet, der efter en beef med Birthe Kjær nu har lagt sig ud med Anders Matthesen. Vi spørger, hvor farligt det er for S, inden vi fælder dom over det nye afsnit af TV 2s ‘Højskolen’, hvor Messerschmidt bolo indtager en hovedkarakter, og en samtale mellem Støjberg og Løkke kunne mærkes helt ude i stuerne. Vært: Simon Richard Nielsen, chefredaktør på B.T.  Gæster: Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T.  Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T.  Emilie Jäger, politisk redaktør på B.T.  Journalist: Maria Asmine Dam og Emilie Maja Jeppesen  Redaktør: Maria Asmine Dam Producer: Frederik Riis Jakobsen  Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.