Der er ugler i mosen hos byråds- og folketingspolitikeren Dorthe Ullemose (DF).

En falsk profil med navnet Tom Jensen har gennem flere uger deltaget i politiske diskussioner på Facebook i forsvar for Dorthe Ullemose. I samme ombæring er andre politikere blevet udstillet og tilsvinet. Nu indrømmer DF-byrådspolitiker og folketingsmedlem Dorthe Ullemose overfor Fyns Amts Avis, at det er hendes voksne datter, der står bag den falske profil.

På Facebook og i kommentarsporet til historier om Dorthe Ullemose fra fynsamtavis.dk har den falske profil med navnet Tom Jensen skrevet flere indlæg, hvor retorikken er løbet af sporet.

Blandt andet i et kommentarspor vedrørende en artikel om DF'eren Morten S. Petersen, der har fået en skriftlig advarsel fra partitoppen:

'Morten burde vise mere ydmyghed eftersom han både er en Voldsmand og partihopper. Kommer direkte fra Venstre hvor ikke blev valgt ind og hen til DF hvor han nu vil det hele...Amatør,' skrev den falske profil den 27. marts 2018.

I en Facebook-tråd om artiklen 'Afhoppet DF'er: Ullemose er en svag leder' skrev Tom Jensen 24. marts 2018:

'Dorthe Ullemose er en dygtyg Leder fordi hun netop samarbejder med Christiansborg og bestyrelsen. men det lyder som om at Morten Sol og Jesper larsen kun synes hun er en dygtig Leder hvis hun kun gør hvad de siger. De skulle skamme sig som nye medlemmer.'

Sagen begyndte, da avisen undersøgte Facebook-profilen Tom Jensen, der i længere tid havde taget Dorthe Ullemose i forsvar og tilsværtet andre politikere. Først afviste Dorthe Ullemose et kendskab til en Tom Jensen, men fredag bekræftede hun, at profilen er oprettet af hendes voksne datter, som også erkender, at hun har oprettet profilen.

'Det gør naturligvis ondt på dem (børnene, red.), når de læser alle de grimme ting, der bliver skrevet om deres mor på Facebook, i aviserne og på de sociale medier. Derfor har min datter oprettet den omtalte Facebookprofil for at forsvare mig, når folk taler grimt om mig. Det er selvfølgelig ikke i orden, og derfor er den også nu slettet,' skriver Dorthe Ullemose i en mail til avisen.

Dorthe Ullemose uddyber desuden, at familien ikke har kunne undgå at følge med i det, som hun kalder for en 'uretfærdigt personlig hetz på de sociale medier'. Fyns Amts Avis har forsøgt at få Dothe Ullemose til at forholde sig til, at der fremgår flere sproglige sammenfald mellem den falske profil og hendes egen.

Facebook er blevet gjort opmærksom på den falske profil, hvorefter den og kommentarerne er blevet slettet.

Det er dog ikke første gang, at byråds- og folketingspolitikeren kommer i vælten. I 2015 kom det frem, at det dengang nyvalgte folketingsmedlem havde løjet om sin alder, og i 2016 blev Dorthe Ullemose kritiseret for at have ændret i oplysningerne på sin egen Wikipedia-artikel.

BT har forgæves forsøgt at kontakte Dorthe Ullemose for en uddybende kommentar.