Det er ikke ligefrem politik, der har fyldt mest i Enhedslisten i Aarhus de seneste måneder.

Samtlige tre byrådsmedlemmer er lige nu sygemeldte, Enhedslisten-veteranen Viggo Jonasen er blevet ekskluderet, og nu har partiets helt store stemmesluger og spidskandidat Larua Bryhl søgt om orlov på ubestemt tid.

Forventningen var ellers, at hun ville være tilbage i byrådet og på formandsposten i Teknisk Udvalg efter påske.

Nu skal Magistraten på mandag i stedet godkende anmodningen om orlov på grund af helbredsmæssige årsager, som der står i indstillingen.

Solveig Munk, der allerede er indkaldt som suppleant til den amputerede byrådsgruppe, overtager Laura Bryhls post som forperson for Teknisk Udvalg.

Thure Hastrup og Katrine Vinther Nielsen er lige nu også sygemeldte, men ifølge Lone Degn, der er organisationssekretær i Enhedslisten i Aarhus, er forventningen, at de begge er klar til at genoptage arbejdet til næste byrådsmøde på onsdag. Thure Hastrup skal vikariere i Magistraten, og Katrine Vinther Nielsen skal indtræde permanent i Social- og Beskæftigelsesudvalget.

»Vi regner med, at de begge to er tilbage igen til næste møde, så på den måde sker der ikke andet, end at Solveig Munk fortsætter som suppleant, indtil Laura Bryhl er tilbage igen,« siger Lone Degn.

Hvis Thure Hastrup eller Katrine Vinther Nielsen alligevel ikke er klar til byrådsmødet den 27. april, kan hele situationen dog tage noget af en drejning.

Det er nemlig Viggo Jonasen, der for en måned siden blev sparket ud af partiet, der er 2. suppleant – og det er han uagtet, hvad Enhedslisten ønsker. Det er op til borgmester Jacob Bundsgaard, om han indkaldes, hvis der stadig er to sygemeldinger.

»Jeg er da klar til at træde ind. Jeg følger med i byrådet, og jeg er godt klædt på til opgaven. Eksklusionssagen generer mig, men jeg er klar til at passe mit arbejde.,« har Viggo Jonasen tidligere sagt til B.T.

Det var blandt andet Laura Bryhl, Viggo Jonasen er ekskluderet for at have optrådt sexistisk over for.