Jon Stephensen er officielt i gang i sin nye enormt særprægede politiske aftale med Moderaterne.

Torsdag var Jon Stephensen til stede på partiets gruppemøde, og efterfølgende sagde løsgængeren sine første ord om den politiske aftale, som giver ham tilladelse til at sidde med ved bordet i Moderaterne, selvom han ikke er medlem af partiet.

»Der har været dialog længe, og jeg er glad for at indgå i et arbejdsfællesskab med et parti, jeg deler politisk ståsted med, det er hovedbudskabet i det her,« siger Jon Stephensen til B.T. og resten af den fremmødte presse foran Moderaternes gruppelokale.

Partiformand Lars Løkke Rasmussen gjorde det ellers meget klart, at Jon Stephensen ikke havde nogen fremtid i partiet, da han i 2023 forlod partiet grundet blandt andet en række upassende sms'er til et 19-årigt medlem af Unge Moderater.

Stephensen blev derfor også spurgt til, hvordan det kan lade sig gøre, at han nu igen har indflydelse i partiet.

»Hvis man er på træningsbanen længe og arbejder hårdt, så kan alt ske,« lød svaret fra Jon Stephensen.

Jon Stephensens indflydelse på den politiske linje i Moderaterne uden at være medlem af partiet bliver særligt ekstraordinær af, at gruppemøder normalt holdes strengt internt i partiet.

Men den udskældte politiker melder sig i første omgang ikke ind i partiet igen og gruppeformand i Moderaterne, Henrik Frandsen, afviser, at denne aftale betyder, at Stephensen de facto er tilbage i partiet.

»Jon Stephensen indgår i et arbejdsfællesskab med Moderaterne ved, at han er med til gruppemøderne. Det betyder ikke, at han er medlem af Moderaterne,« siger Frandsen til pressen på Christiansborg.

»Jon Stephensen er stadig Jon Stephensen, og Moderaterne er stadig Moderaterne,« tilføjer han, inden han forlod mødet efter bare et par spørgsmål.

Henrik Frandsen gjorde det ellers klart, at han ville tage spørgsmålene en efter en, men forlod mødet efter bare to af slagsen.

B.T.s politiske analytiker havde svært ved at finde ordene, da han gav sin analyse af den særlige aftale.

Han kalder det »højst aparte« – læs hele hans analyse lige HER.