Går Venstre i regering med Mette Frederiksen, betyder det sandsynligvis, at partiets krav om en advokatvurdering i minksagen skal begraves.

Det bliver en bitter pille at sluge for dele af Venstres bagland.

Alligevel forbereder en række Venstre-borgmestre og hovedbestyrelsesmedlemmer sig lige nu på at sluge netop dén pille, hvis Jakob Ellemann-Jensen ender med at trække Venstre ind i en regering med Socialdemokratiet.

Det fortæller de nu til B.T. efter et internt møde i Venstre tirsdag aften, hvor Ellemann-Jensen gav baglandet en status på regeringsforhandlingerne.

»Jeg synes, det er tid til at kigge fremad. Det er det, vi skal have fokus på nu, hvordan vi kommer videre herfra,« siger Dorte West, der er Venstre-borgmester i Herning.

Hun ser hellere Venstre i en SV-regering end udenfor. Og så peger hun på valgresultatet som grund til at »kigge fremad«.

»Demokratiet har talt sit klare sprog. Der er massiv opbakning til Mette Frederiksen som statsminister, også på baggrund af minksagen,« siger Dorte West.

En række kilder fortæller om et »rigtig godt møde« på Teams, hvor der undervejs var mere end 170 personer med.

Dorte West bliver bakket op af Bjarne Haar fra Næstved, der er medlem af hovedbestyrelsen.

»Vi er mange Venstre-folk, der mener, at minksagen burde blive undersøgt til bunds. Vi står bare i en situation, hvor vi måske kan få 20 andre vigtige ting igennem ved at gå i regering. Så må vi sluge den bitre pille,« siger han.

Haars holdning deles af et andet hovedbestyrelsesmedlem, Carl Skou fra Skørpinge.

»Jeg er landmand og ved, at man nogle gange må ændre planer efter vejret. På samme måde synes jeg, at Ellemann kører efter forholdene lige nu, hvor de blå partier jo ikke engang kunne enes om at pege på en kongelig undersøger efter valget,« siger Carl Skou med henvisning til, at Inger Støjberg efter valget valgte at pege på sig selv i stedet for Jakob Ellemann-Jensen som kongelig undersøger.

»I Venstre kommer vi til at slå os, uanset hvad vi gør lige nu. Jeg har også selv skullet vænne mig til tanken om, at der måske ikke kommer til at ske mere i minksagen. Omvendt ser jeg det sådan, at de tanker må vige af hensyn til landets ve og vel. At gå i regering er en mulighed for at få indflydelse og så at sige minimere skaderne,« siger han.

I Brønderslev siger borgmester Mikael Klitgaard, at det for ham vægter mere, at Venstre blandt andet får hevet en CO2-afgift på landbruget i en rigtig retning, end at der kommer en advokatvurdering.

»Så er det andet sekundært for mig. Jeg er fuldstændig tryg ved, at formanden har gjort de overvejelser, der skal gøres,« siger Mikael Klitgaard, der er borgmester i Brønderslev.

Før valget var tilliden til Mette Frederiksen helt i bund hos Venstre, hvor Ellemann-Jensen i 2021 udtalte: »Det, jeg siger nu, er ret vildt: Jeg stoler ikke på Danmarks statsminister.«

Her mener Mikael Klitgaard, at Jakob Ellemann-Jensen »var kravlet langt op i et træ«.

»Det er klart, det er svært at kravle ned ad træer. Men Jakob er fornuftig, og han ved, at i Venstre er vi nede på jorden.«

Var han langt oppe i et træ, da han sagde, at han ikke stoler på statsministeren?

»Ja, der var han langt oppe i træet.«

Er han kommet ned fra træet igen?

»Ja. Han har jo sagt, at der ikke er nogen tvivl om, at Mette Frederiksen bliver statsminister. Og der er Venstre nødt til at få den indflydelse, vi kan få. Hvordan gør vi så det klogest og bedst, der har jeg fuld tiltro til Jakob Ellemann.«

En række nordjyske borgmestre har over for TV 2 Nord i denne uge advaret Ellemann-Jensen imod at give køb på Venstres krav om en advokatvurdering for at komme i regering.

Advokatundersøgelsen var da også et klart og centralt krav fra Jakob Ellemann-Jensen inden valget.

Men efter valget er Ellemann-Jensen begyndt at bløde op på kravet og taler nu ikke længere om, at der »skal« være en advokatvurdering, men at der »kan« laves en advokatvurdering af Mette Frederiksens eventuelle ansvar.

Et andet af Venstres centrale krav før valget var en undersøgelse af sagen om hjemsendelsen af den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen.

Det krav står Venstre stadig fast på, bekræftede partiets politiske ordfører, Sophie Løhde, onsdag over for B.T.