Et døgn før valgstederne åbner, har Dorte Christensen fra Hellerup stadig et spørgsmål, hun virkeligt savner et svar på.
Vil Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, efter et valg gå efter at få den meget omtalte formueskat vedtaget af en ny regering? Eller er den mere eller mindre droppet?

Dorte Christensen, der for en måned siden fortalte, hvordan hun er træt af at blive betegnet som 'et af de rige svin', blev ikke klogere efter at have set partilederdebatten søndag aften på DR 1.
»Formueskatten blev stort set ikke nævnt i debatten, og den går erhvervslivet meget op i og frygter,« siger hun.
Mette Frederiksen svarede kort ja, da værten Kåre Quist meget direkte spurgte, om hun stadig går til valg på en formueskat, men udbyggede det ikke nærmere.
I et interview med Jyllands-Posten torsdag i sidste uge åbnede Mette Frederiksen ellers for at finde alternativer til formueskatten.
»Jeg kan jo godt høre, at der ikke er sådan en decideret begejstring alle steder. Og der må vi jo se, hvordan det afspejles i forhandlingerne,« sagde Mette Frederiksen til mediet.
Men det kom hun altså ikke nærmere ind på i debatten søndag aften.
Dorte Christensen vil dog rose Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, for at forsøge at få nogen svar på den økonomiske politik fra Mette Frederiksen under partilederdebatten søndag aften.
»Han vandt debatten i min optik debatten. Han vil også gøre op med de dyre afgifter, og alle de checks, der kræver stor og dyr administration,« siger hun.
Dorte Christensen henviser til varmecheck og fødevarecheck, der har fået meget kritik på grund af den måde, de fordeles på.
Simon er målløs: 'Benzincheck vil være en joke'. Læs mere HER.

