Rockerklubberne flokkes til Amager. Derfor vil justitsministeren nu se på, om loven kan strammes.

Torsdag kunne B.T. afsløre, at rockerklubben Satudarah MC er flyttet ind på Bjørnbaksvej 12 i Tårnby på Amager.

Det betyder, at der nu er tre rockerklubber på Amager: Hells Angels, Bandidos og Satudarah MC. I mange år var det 'blot' Hells Angels, der var at finde på Amager. Men nu ligger de tre rockerklubber som perler på en snor.

Bandidos har indtaget den sydligste del af øen i Ullerup tæt på Kongelundsskoven. Satudarah i midten i Tårnby, som Hells Angels også bor tæt på. Desuden har Hells Angels også et klubhus tæt på Kløvermarken på Amager.

Mai Mercado opfordrer Tårnby til at gøre alt, hvad de kan, for at få Satudarah ud.
Mai Mercado opfordrer Tårnby til at gøre alt, hvad de kan, for at få Satudarah ud. Foto: Mathias Svold
Vis mere

»Jeg synes, at man skal gøre alt, hvad man kan, for at få det stoppet,« siger retsordfører for De Konservative Mai Mercado og tilføjer:

»Heldigvis er der en række værktøjer, man kan gøre brug af.«

Hun hentyder til, at byrådet i Odense smed Satudarah MC ud i efteråret 2022, da rockerklubben havde lejet en tidligere skovbørnehave af et udlejningsselskab.

For Venstres Jan E. Jørgensen er det ikke første gang, at han har kæmpet med en rockerklub, der bosætter sig i københavnsområdet.

Jan E. Jørgensen har tidligere smidt Bandidos-rockere ud af deres klubhus i Vanløse.
Jan E. Jørgensen har tidligere smidt Bandidos-rockere ud af deres klubhus i Vanløse. Foto: Mathias Svold
Vis mere

»Noget af det, jeg er mest stolt af i mit politiske liv, er, at vi fik smidt Bandidos ud af deres klubhus på Tudskærvej i Vanløse. Men kan de (Satudarah MC, red.) ligge i et område med automekanikere og bilforhandlere?« undrer han sig og svarer kort efter selv på sit spørgsmål:

»Altså, det kan de jo så længe, de er lovlige. Og det er problemet.«

Hos Danmarksdemokraterne har man tænkt sig at følge situationen nøje, fortæller retsordfører Peter Skaarup.

Han frygter, at det kan føre til slagsmål, skudepisoder og knivoverfald.

Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne siger, at partiet vil holde øje med sagen.
Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne siger, at partiet vil holde øje med sagen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Vi vil gøre alt i vores magt for at gøre livet så surt som muligt for dem,« siger han.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) ser også alvorlig på sagen og har i sinde at skride til handling.

I et skriftligt svar til B.T. fortæller han, »at rocker- og bandegrupperinger skal bekæmptes med alle tænkelige midler«. Endvidere har han været i dialog med Tårnbys borgmester om sagen.

»Jeg har derfor for nylig bedt mit ministerium om at se på, om vi kan stramme loven yderligere for at give kommunerne flere muligheder for at nedlægge forbud mod klubhuse og rockerborge,« siger han og tilføjer:

Justitsminister Peter Hummelgaard Thomsen (S) vil se, om det er muligt at stramme lovgivningen yderligere.
Justitsminister Peter Hummelgaard Thomsen (S) vil se, om det er muligt at stramme lovgivningen yderligere. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»Jeg forventer at indkalde Folketingets partier til bandeforhandlinger i løbet af foråret, hvor vi skal drøfte, hvordan vi over en bred kam kan sætte hårdere ind over for rocker- og bandegrupperinger.«

»Uanset om det er her på Amager eller i andre dele af landet skal vi slå ned på den her form for kriminalitet med den hårdest mulige hånd.«