Odense Kommune vil nedlægge forbud mod, at tidligere skovbørnehave bruges som tilholdssted for Satudarah.

Rockerklubben Satudarah skal ikke have lov til at holde til i en tidligere skovbørnehave i udkanten af Odense.

Byrådet i Odense har på et ekstraordinært møde onsdag besluttet sig for at nedlægge forbud mod, at bygningen udlejes til rockerklubben.

Det skriver Fyens.dk og Tv2fyn.dk.

Rockerne dukkede op på adressen i Spedsbjerg i det vestlige Odense for cirka 14 dage siden. Siden har jurister i kommunen arbejdet på at finde en måde at smide dem ud på.

Det sker ved at bruge planlovens paragraf 14, som gør det muligt for byrådet at forbyde, at ejendommen bruges til at huse en rockerklub.

- Vi sender et ret hurtigt, tydeligt og tungt signal bakket op af handling, om at de (Satudarah, red.) helt grundlæggende ikke er velkommen i Odense, siger borgmester Peter Rahbæk Juel (S) til Ritzau.

Den tidligere skovbørnehave blev i 2021 solgt af Odense Kommune til et ejendomsselskab.

Dette selskab har lejet ejendommen ud til Satudarah.

Med planloven i hånden går byrådet ind og bestemmer, hvilken type aktivitet der må være på det pågældende areal.

- Kernen i den beslutning, vi har truffet i dag, er, at vi ønsker, at arealet bruges til offentlige formål. Ikke til det formål, som der er lagt op til fra ejer og lejer. Det egner sig ikke hverken til virksomhed eller beboelse, siger Peter Rahbæk Juel.

Påbuddet om anden anvendelse af arealet er gældende fra om en uge.

- Så vil det ikke længere være tilladt at have den type aktivitet længere, siger borgmesteren.

Der skal dog ske en partshøring af ejer og lejer, og hvis man her modsætter sig, er det ikke udelukket, at sagen får et juridisk efterspil i retten.

- Vi bruger de greb, vi har i værktøjskassen. Det er klart, at hvis det er utilstrækkeligt, så vil vi ikke tøve med at tage fat på Christiansborg, siger Peter Rahbæk Juel.

Borgmesteren afviser, at byrådet symptombehandler frem for at løse et grundlæggende problem.

- Det er ikke noget, der gør, at man kan sige, at krigen (mod rockerne, red.) er vundet. Men jo færre der etablerer sig, jo færre der bedriver kriminalitet med udgangspunkt i Odense, jo flere tættere kommer vi på målet, siger Peter Rahbæk Juel.

/ritzau/