Den kommunale vagthund, Ankestyrelsen, kræver nu svar fra Sorø Kommune i sagen om borgmester Gert Jørgensen (K), der har brugt 33.198 kroner på at købe koncertbilletter med middage til sig selv og en række kommunale topfolk.

Det fremgår af en mail sendt fra Ankestyrelsen til Sorø Kommune, som B.T. er i besiddelse af.

»Ankestyrelsen er på baggrund af en artikel på B.T. blevet opmærksom på, at Sorø Kommunes borgmester, Gert Jørgensen, har brugt kommunens penge på koncertbilletter og middage for i alt 33.198 kroner. Det kan B.T. afsløre efter at have fået aktindsigt i en særlig konto, som borgmesteren har adgang til,« skriver Ankestyrelsen og fortsætter:

»Vi beder Sorø Kommune om en udtalelse på baggrund af artiklen. Vi skal bruge udtalelsen til at vurdere, om der er anledning til at rejse en tilsynssag,« lyder det i brevet fra Ankestyrelsen, der vil have svar inden for fire uger. Brevet er dateret 24. maj 2023.

Borgmester i Sorø Gert Jørgensen har gennem en årrække haft adgang til en særlig borgmesterkonto, som han har brugt til at dele penge ud af.
Borgmester i Sorø Gert Jørgensen har gennem en årrække haft adgang til en særlig borgmesterkonto, som han har brugt til at dele penge ud af. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Vis mere

Som B.T. kunne afdække onsdag, fik ledsagere også invitationer på kommunens regning. Ifølge eksperter er der tale om private regninger, som borgmesteren selv bør betale.

Flere eksperter har over for B.T. slået fast, at de mener, at den særlige borgmesterpulje i Sorø Kommune er ulovlig.

»En kommunalbestyrelse kan ikke inden for forvaltningsretten uden videre give borgmesteren adgang til en særlig konto, som han kan bruge efter forgodtbefindende,« siger Bente Hagelund, der er tidligere rektor på Folkeuniversitetet og har skrevet lærebøger om forvaltningsret.

Gert Jørgensens særlige borgmesterkonto er en del af kommunens samlede budget, som et flertal i Sorøs byråd hvert år vedtager. Officielt er der tale om en slags repræsentationskonto, men pengegaverne ligger ud over, hvad der normalt karakteriseres som repræsentationsudgifter – også i Sorø ommune.

Velfærdsdirektør i Sorø Kommune Henrik Juul Kjær har tidligere fortalt til B.T., at han anerkender de juridiske udfordringer, som eksperterne påpeger.