Mens Statens Serum Institut (SSI) kæmper for at bekæmpe corona-epidemien i Danmark, er masseflugten af vigtige topforskere begyndt.

I et brev, som B.T. er i besiddelse af, kræver 10 forskere fra SSI, at de bliver overflyttet til Københavns Universitet, fordi de 'føler sig beklikket på deres hæderlighed og integritet', efter Kammeradvokaten har gravet i interne forhold hos SSI.

'Vi er nu, trods mange gode år på SSI, nået til et punkt, hvor vi ikke længere kan fortsætte afdelingens aktiviteter på denne arbejdsplads, og vi søger derfor aktivt et nyt hjem for disse,' skriver forskerne i brevet fra 5. august.

Det får nu flere sundhedsordførere til at kalde situationen i SSI 'dybt bekymrende'.

»Det her sker på det værst tænkelige tidspunkt, hvor Danmark står midt i en global epidemi. Det er tydeligt for enhver, der har fulgt med, at arbejdsklimaet i SSI er under hårdt pres. At 10 forskere nu siger stop, er virkelig bekymrende,« siger Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt.

De 10 forskere er ikke en del af covid-19-beredskabet og har derfor været tvunget til at prioritere Kammeradvokatens undersøgelse over deres andet arbejde.

Undersøgelsen blev sat i gang af Sundhedsministeriet efter mistanke om, at der er i forbindelse med blandt andet vaccinesalg til Indien var tale om 'urent trav'. Sagen betød bl.a., at seruminstituttets øverste direktør, Mads Melbye, måtte fratræde sin stilling.

Men hele sagen har ifølge de 10 forskere ødelagt arbejdsmiljøet i SSI, og de mener ikke, at de kan udføre deres arbejde længere.

Peder Hvelplund (EL) ankommer til forhandling om næste fase af genåbningen, den såkaldte fase 4 i Justitsministeriet i København, onsdag 12. august 2020. Blandt andet skal der forhandles om genåbning af uddannelser, der ikke har fået lov til at åbne endnu, diskoteker, spillesteder og natteliv samt yderligere dele af indendørs sports- og fritidsfaciliteter. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)
Peder Hvelplund (EL) ankommer til forhandling om næste fase af genåbningen, den såkaldte fase 4 i Justitsministeriet i København, onsdag 12. august 2020. Blandt andet skal der forhandles om genåbning af uddannelser, der ikke har fået lov til at åbne endnu, diskoteker, spillesteder og natteliv samt yderligere dele af indendørs sports- og fritidsfaciliteter. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) Foto: Emil Helms
Vis mere

Det får Enhedslisten til at kræve en redegørelse fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

»Det er dybt bekymrende, hvad der foregår i SSI. Det er trods alt en institution, som er afgørende for covid-19-indsatsen og vores generelle beredskab mod epidemier. Nu må vi have et klart svar fra sundhedsministeren på, hvad der ligger bag konflikterne i SSI,« siger Peder Hvelplund, sundhedsordfører i Enhedslisten.

I torsdags havde de utilfredse forskere et møde med Sundhedsministeriets departementschef, Per Okkels, hvor han beklagede, at undersøgelsen af SSI kunne opfattes som kritik af forskernes arbejde.

Men mødet med Per Okkels har ifølge B.T.s oplysninger ikke fået forskerne til at ombestemme sig.

Liselott Blixt (DF) ankommer til forhandlinger om næste fase af genåbningen, den såkaldte fase 4 i Landstingssalen på Christiansborg i København, onsdag 12. august 2020. Blandt andet skal der forhandles om genåbning af uddannelser, der ikke har fået lov til at åbne endnu, diskoteker, spillesteder og natteliv samt yderligere dele af indendørs sports- og fritidsfaciliteter.
Liselott Blixt (DF) ankommer til forhandlinger om næste fase af genåbningen, den såkaldte fase 4 i Landstingssalen på Christiansborg i København, onsdag 12. august 2020. Blandt andet skal der forhandles om genåbning af uddannelser, der ikke har fået lov til at åbne endnu, diskoteker, spillesteder og natteliv samt yderligere dele af indendørs sports- og fritidsfaciliteter. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det er sundhedsministerens ansvar at få styr på det her. Det er svært for os udenforstående at konkludere noget som helst, før vi får en redegørelse,« siger Peder Hvelplund.

Hos Dansk Folkeparti er man bekymret for, at kvaliteten af SSI's arbejde bliver forringet, hvis de 10 forskere smutter derfra.

»Vi skal gerne have de dygtigste mennesker til at forske i SSI-regi. Så når forskerne flygter, har vi et seriøst problem. Der har været alt for meget mudderkastning i SSI. Så nu må ministeren på banen,« siger Liselott Blixt.

B.T. arbejder på at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke.