ANALYSE: Det bliver kaldt de lange knives nat, når kommunalpolitikerne skal beslutte, hvem der skal have borgmesterkæderne.
Og det er ikke uden grund.
Bagholdsangreb, brudte løfter og beskidte magtkampe bryder ud i lys lue på valgnatten.
Hvis du har en forkærlighed for dramaer, så er der visse kommuner, som du skal holde ekstra øje med, når kampen om rådhusene skal udkæmpes natten mellem 16. og 17. november.
Frederiksberg
Efter 112 års konservativt styre kan De Konservative miste magten i den borgerlige højborg midt i det røde København.
Sidste gang var det blot 168 stemmer, som afgjorde valget, og siden har De Konservative ramt et par skandalesager, som bestemt ikke gør det nemmere at genvinde magten.
Slaget om borgmesterposten bliver udkæmpet af to advokater i 30erne, nemlig Simon Aggesen (K) og Michael Vindfeldt (S). Men også De Radikales Lone Loklindt og Enhedslistens Pelle Dragsted byder sig til.
Allerede nu har valgkampen vist sit beskidte ansigt. De Konservative beskylder Socialdemokratiet for at vildlede borgerne og lyve, mens Socialdemokratiet kalder Simon Aggesen ufin og uordentlig.

Kolding
Det bliver kaldt en sværvægtskamp i Kolding, når tidligere SF-formand Villy Søvndal og tidligere Venstre-minister Eva Kjer Hansen tørner sammen.
Den mangeårige V-borgmester har forladt skuden i Kolding, og Venstre har sat Eva Kjer Hansen på opgaven. Hun er gået all-in og sat usædvanlig mange valgplakater op og generelt ført en meget offensiv valgkamp.
Men Villy Søvndal har brugt over et år på at forberede sig til denne duel. Han er måske det bedste bud på en borgmester i SF, hvor Pia Olsen Dyhr har sat som mål at få flere bykonger.
Det bliver en kamp mellem land og by. En kamp mellem bonde-Venstre og de mere venstreorienterede vælgere inde i Kolding by.

Esbjerg
Jakob Ellemann-Jensen har meget på spil ved kommunalvalget, hvor det handler om at begrænse skaderne.
Esbjerg er en af de få store bykommuner, hvor borgmesteren er en Venstre-mand. Men det kan meget vel ændre sig 16. november. Sidste gang var det kun et enkelt mandat, der gjorde, at Jesper Frost Rasmussen blev borgmester.
Det kan meget vel blive Dansk Folkeparti, som afgør, om rådhuset skal farves blåt eller rødt. Og i Esbjerg er forholdet mellem Venstre og DF langtfra hjerteligt.
Intet er givet, og borgmesteren kan lige så godt blive rød som blå i landets femtestørste by.
Tønder
Krisen kradser i Venstre i Tønder. Med beskidt spil og pludseligt indmeldte V-medlemmer blev Venstre-borgmester Henrik Frandsen vraget som spidskandidat på opstillingsmødet. Det fik ham til at smutte fra Venstre omgående sidste efterår. Sammen med fem andre Venstre-byrødder stiftede Frandsen Tønder-listen.
Det bliver en rodebutik, når valget skal afgøres i Tønder, og Venstre realistisk set kan miste borgmesterkæden i den ellers stensikre Venstre-kommune.
Slagelse
Hvis man er til drama og rævekager, så skal man altid kigge mod Slagelse. I 2017 blev konstitueringen til et galehus, og byrådsmedlemmerne sloges i dagevis, men kunne ikke blive enige om en borgmester.
Derfor aftalte byrådet, at posten efter to år skulle gå fra John Dyrby Paulsen (S) til Villum Christensen (LA). Men den aftale gik senere i vasken, og S snuppede alle fire år.
Siden har ord som magtmisbrug, illoyalitet og manipulation fløjet gennem byrådet, hvor folk har forladt deres parti i hobetal.
En slagen økonomi gør blot stemningen endnu mere tilspidset. Der er garanti for drama i Slagelse.