Flere partier på Christiansborg slår nu fast, at de ikke mener, at Danmark skal boykotte VM i fodbold der i år afholdes i USA, Canada og Mexico - med finalen i USA.
Selv ikke, hvis USAs præsident Donald Trump overtræder Danmarks røde linjer i relation til Grønland.

Ét parti holder dog en dør på klem. Det viser en rundspørge blandt folketingets kulturordførere i oppositionen foretaget af B.T.
»Lige umiddelbart vil jeg sige nej til, at vi skal boykotte. Det virker lidt forhastet, og dét, det bør dreje sig om, det er fodboldspillerne,« siger Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti.
Hos Danmarksdemokraterne er svaret fra Søren Espersen klart og tydeligt nej.
»Vi skal bestemt ikke boykotte. Ikke under nogen omstændigheder skal dette gå ud over folk, der har trænet i flere år for at opnå dette.«
Men kunne det ikke være et stærkt signal at sende til Trump?
»Nej, det er vi principielt imod. Og det ville også være et dårligt signal. Det er bedre at komme i gang med andre måder, både diplomatisk og med oprustning i Arktis.«
Politikerne reagerer i kølvandet på, at B.T. efter international debat om samme emne har spurgt DBU, om det danske fodboldlandshold vil deltage i en VM-slutrunde, der til sommer finder sted i USA, hvis landets præsident Donald Trump gør alvor af sine trusler om overtagelse af Grønland.
Her lød svaret fra administrerende direktør Erik Brøgger Rasmussen, at DBU følger den diplomatiske krise mellem Danmark og USA tæt.

Selvom Katrine Daugaard fra Liberal Alliance mener, at man skal forsøge at holde sport og politik adskilt i så vidt omgang som muligt, så holder hun alligevel en dør på klem:
»Hvis situationen eskalerer, og USA fortsætter sine ambitioner om at stjæle en del af Kongeriget, så synes jeg klart, vi skal åbne muligheden for, at det officielle Danmark bliver væk fra slutrunden. Altså ministre, pinger og den slags.«
Danmark har aldrig tidligere boykottet et fodbold-VM for mænd, men der har været debat om, hvorvidt det skulle være sket ved VM i Qatar i 2022. Dengang valgte landsholdet at tage afsted alligevel.
Og ifølge Alternativets Sascha Faxe, så bør VM til sommer altså heller ikke boykottes af Danmark.
»Først og fremmest vil det kunne blive opfattet som en eskalering fra vores side, hvilket vil modarbejde hele det arbejde både den grønlandske og danske regering arbejder for i noget nær døgndrift,« siger hun til B.T.
På nuværende tidspunkt er Danmark ikke direkte kvalificeret til VM - men, holdet har stadig en chance for at vinde en af de sidste pladser til slutrunden via en playoff-turnering i marts.
Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, De Konservative og Enhedslisten er ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelse.
B.T. arbejder på at få en kommentar fra Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).
VM i fodbold afholdes fra den 11. juni til den 19. juli.
Du kan lytte til B.T. Valgkamp på B.T.dk, i Spotify , Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

