Kan Danmark deltage i fodboldfest i USA – hvis Donald Trump forinden har invaderet Grønland?
Der er et par hvis'er – men det kan hurtigt blive et meget ubekvemt dilemma for Danmark og dansk fodbold.
For selvom udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i denne uge var i Washington for at finde en diplomatisk løsning på præsident Donald Trumps brændende ønske om at eje Grønland, så har USA på ingen måde aflyst truslerne om at blæse på international lov og invadere en NATO-allierets territorium.
Og skulle det scenarie udfolde sig, kan det danske fodboldlandshold så deltage i en VM-slutrunde, der til sommer finder sted i USA?
B.T. har spurgt DBU om dette – og fået følgende skriftlige svar fra administrerende direktør Erik Brøgger Rasmussen.
»Vi er naturligvis opmærksomme på den nuværende følsomme situation. Den følger vi som rigtig mange andre løbende med i.«
»Vores fokus er dog lige nu på at vinde de to kampe i marts og dermed kvalificere os til VM,« lyder det fra DBU-direktøren.
Ifølge fodboldhistoriker og fodboldforfatter Svend Rybner har DBU nærmest ingen andre muligheder end at boykotte sommerens VM-slutrunde, hvis Trump gør alvor af sine trusler.
»Det virker helt utænkeligt, at Danmark kan deltage i et sportsarrangement i USA, hvis USA forinden har krænket dansk territorium,« siger fodboldhistorikeren.
»Vi kan ikke dyrke sportsligt samkvem med en nation, der har angrebet Kongeriget. For at bruge et Mette Frederiksen-udtryk – så stopper alting, hvis Danmark deltager i en VM-slutrunde i et land, der har invaderet dansk territorium.«

Det Internationale Fodboldforbund, FIFA, tildelte tidligere på året Donald Trump en nystiftet fredspris for hans 'ekstraordinære indsats for at skabe fred i verden'.
Det er også FIFA, der skal afgøre, hvad straffen for et VM-boykot skal være.
»Der er ingen historiske fortilfælde, så vi ved det simpelthen ikke, hvilke sanktioner det vil medføre,« fortæller Svend Rybner.
»Ved VM i 1966 boykottede de afrikanske lande slutrunden, fordi der kun var én VM-plads til afrikansk fodbold. Og ved næste slutrunde havde de så to pladser.«
»Men det var før, at det superkommercielle FIFA opstod – det skete i 1974, hvor brasilianske Joao Havelange blev præsident. Og det er svært at spå om, hvordan FIFA 2026 vil reagere på et boykot.«
Før boykot-snakken for alvor bliver en hovedpine for DBU og Danmark, kræver det selvsagt, at Donald Trump beslutter at annektere Grønland.
Og så kræver det også, at det danske landshold klarer playoff-fasen og indkasserer VM-billetten.
Danmark skal den 26. marts møde Nordmakedonien i Parken. Vinder Danmark den kamp, så venter der en altafgørende finale den 31. marts på udebane mod vinderen af kampen mellem Irland og Tjekkiet.


