ANALYSE: Før søndagens skæbnesvangre formandsvalg er en giftig pil skudt gennem folketingsgruppen i Dansk Folkeparti og delt den over i tre lejre, der bekriger hinanden:

Dem, der støtter Morten Messerschmidt; dem, der støtter Martin Henriksen; og dem, der støtter Merete Dea Larsen som partiets næste formand.

Selvom Messerschmidt er favorit til at snuppe formandskæderne søndag, har han faktisk et flertal i folketingsgruppen mod sig.

Seks, inklusiv ham selv, støtter Morten Messerschmidt, fire støtter Martin Henriksen, to støtter Merete Dea Larsen, og fire har ikke peget på nogen.

Blandt dem, som ikke har meldt ud, er størstedelen i opposition til Messerschmidt. Han skal ikke regne med opbakning fra folk som Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup.

Og selv hvis Messerschmidt får en overbevisende formandssejr, står han med alvorlige problemer, når et flertal i hans folketingsgruppe hellere vil have en anden formand.

Flere fra folketingsgruppen, herunder Liselott Blixt og Marie Krarup, har direkte truet med at forlade partiet, hvis Messerschmidt bliver formand.

Men i virkeligheden kan flugten blive meget større. Som B.T. skrev i mandags, så overvejer en større gruppe på mindst fem fra DFs folketingsgruppe at smutte, hvis Messerschmidt sejrer søndag.

Formandskandidaterne Morten Messerschmidt, Merete Dea Larsen, Martin Henriksen og Erik Høgh-Sørensen samt moderator Hans Engell kort før TV-debat om formandsposten i Dansk Folkeparti, i København søndag den 16. januar 2022.De fire kandidater til formandsposten i Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, Martin Henriksen, Merete Dea Larsen og Erik Høgh-Sørensen, mødes til den eneste debat før kampvalget om formandsposten afgøres på et årsmøde i Herning.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Formandskandidaterne Morten Messerschmidt, Merete Dea Larsen, Martin Henriksen og Erik Høgh-Sørensen samt moderator Hans Engell kort før TV-debat om formandsposten i Dansk Folkeparti, i København søndag den 16. januar 2022.De fire kandidater til formandsposten i Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, Martin Henriksen, Merete Dea Larsen og Erik Høgh-Sørensen, mødes til den eneste debat før kampvalget om formandsposten afgøres på et årsmøde i Herning.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Foto: Philip Davali
Vis mere

Det vil blive en bombe. Messerschmidt vil ganske vist stå med formandskæderne, men folketingsgruppen vil være splittet i atomer, og partiet kan i værste fald gå i hundene, mens Messerschmidt, Peter Kofod og Pia Kjærsgaard forsøger at redde stumperne.

I kulissen spøger Inger Støjberg nemlig stadig. Stærke rygter om et nyt parti med Inger Støjberg i spidsen er sød musik for DFere med udlængsel. Om Støjberg så vil have en stor flok bitre DFere med, er straks mere usikkert.

Hvis overraskelsen omvendt skulle ske søndag, og Martin Henriksen vinder formandsvalget, vil situationen ikke se meget bedre ud.

Dele af baglandet vil simpelthen flygte fra partiet, og i folketingsgruppen vil det onde blod sandsynligvis fortsætte med at hærge partiet.

Formandskandidat Martin Henriksen ankommer til TV-debat om formandsposten i Dansk Folkeparti, i København søndag den 16. januar 2022.De fire kandidater til formandsposten i Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, Martin Henriksen, Merete Dea Larsen og Erik Høgh-Sørensen, mødes til den eneste debat før kampvalget om formandsposten afgøres på et årsmøde i Herning.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Formandskandidat Martin Henriksen ankommer til TV-debat om formandsposten i Dansk Folkeparti, i København søndag den 16. januar 2022.De fire kandidater til formandsposten i Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, Martin Henriksen, Merete Dea Larsen og Erik Høgh-Sørensen, mødes til den eneste debat før kampvalget om formandsposten afgøres på et årsmøde i Herning.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Foto: Philip Davali
Vis mere

Selvom Martin Henriksen ses som en mindre sandsynlig vinder af formandsvalget, så har han alligevel mobiliseret en pæn del af folketingsgruppen, som bakker ham op. Hans mission om at føre Dansk Folkeparti tilbage til et meget indvandrerkritisk protestparti med et arbejderistisk syn tiltaler folk helt oppe i DF-toppen.

Merete Dea Larsen er 'den glemte kandidat'. Hun spås nærmest ingen chancer og har været meget lidt proaktiv i valgkampen.

Men man skal ikke dømme hende helt ude. I kulissen forsøger folk i DFs absolutte top nemlig at skubbe hende frem i bussen.

Håbet er, at Messerschmidt ikke får over 50 procent af stemmerne i første runde søndag, og at han derfor skal ud i anden runde mod den kandidat, der har fået næstflest stemmer.

Her arbejder meget tunge DF-kræfter på at skaffe Merete Dea Larsen flere stemmer end Martin Henriksen, så hun skal ud i en anden runde mod Messerschmidt.

Scenariet virker dog som mere drømmende end realistisk.

For når alt kommer til alt, er Messerschmidt storfavorit. Han har erobret de fire største byer og har umiddelbart et flertal af lokalformændene bag sig. Jokeren bliver bare, om lokalformændene kan sikre, at deres fodsoldater også sætter kryds ved Messerschmidt.

I sidste ende handler formandsvalget nemlig om én ting: Er du for eller imod Morten Messerschmidt?

Andre læser også