Den nordjyske Dansk Folkeparti-politiker Kristoffer Hjort Storm blev ved kommunalvalget valgt ind i regionsrådets forretningsudvalg – torsdag har han meldt sin afsked.
Kun 13 dage efter han havde første arbejdsdag i udvalget.
Det bekræfter han over for B.T. torsdag aften.
Årsagen er, at Kristoffer Hjort Storm, foruden at sidde i forretningsudvalget, også er ældre- og omsorgsrådmand i Aalborg byråd. Og de to ting kunne ikke harmonere.

Mindst 14 gange i år ville obligatoriske møder i udvalget kollidere med møder i byrådet, hvorfor Hjort Storm bad de øvrige i regionsrådet om at lave om på mødeplanerne.
Det blev afvist mandag – og nu træder han så ud af forretningsudvalget. Den går i stedet til Venstre, og så har Kristoffer Hjort Storm fået en plads i udvalget for regional udvikling, som før tilhørte – ja, Venstre.
»Selvom jeg havde forventet et andet udfald af mødet i mandags, så er jeg rigtig godt tilfreds. For ikke at ødelægge den gode harmoni i konstitueringsgruppen, kontaktede jeg hurtigt Mad Duedahl (V, regionsrådsformand, red.) og lavede en aftale med ham, som vi har fået opbakning til af den resterende del af gruppen på dagens møde.«
Over for B.T. fortæller han videre:
»Jeg har det fint med rokaden. Også selvom vi havde lavet en anden aftale til at begynde med. Men jeg vil fortsat give min mening til kende – også i regional udvikling.«
Fortryder du, at du har sagt ja til både byrådet og regionsrådet? Også når der var én bag dig, som var klar?
»Overhovedet ikke. Jeg mener, at vi kan få mere politik igennem ved, at jeg sidder der. Jeg føler, jeg kan få mere ud af det end den forrige gruppe. Og så har jeg et godt forhold til regionsrådsformanden, som jeg forhåbentlig kan trykke lidt på maven.«
Og der er ingen møder i regional udvikling, der kolliderer med byrådet?
»Haha, nej. Selvfølgelig kan det altid være, der kommer noget i vejen – men som udgangspunkt nej.«
Mads Duedahl tilføjer, at han er tilfreds med udfaldet:
»Jeg er rigtig glad for, at vi løste problemerne hurtigt og gnidningsfrit. Jeg kender Kristoffer fra vores fælles tid i Aalborg byråd, så jeg ved, han bliver en stor kapacitet for rådet, som jeg helst ikke vil undvære.«
Kristoffer Hjort Storm scorede ved valget i november 1.248 stemmer. Udover pladser i regional udvikling, bliver Hjort Storm også formand for Nordjyske Jernbaner.
